Pressemeddelelse
El-kunder risikerer at betale for meget
Elselskaberne sender i øjeblikket breve ud til deres kunder sammen med Energistyrelsen. Af brevene fremgår det blandt andet, hvilket selskab der har vundet forsyningspligten i det område, hvor forbrugeren bor.
Forbrugerne bestemmer selv, om de vil fortsætte med at købe el fra deres nuværende selskab, købe el fra det forsyningspligtige selskab eller skifte til et tredje elselskab. Hvis forbrugeren ikke skifter selskab, vil forbrugeren automatisk blive flyttet til et nyt produkt hos deres nuværende elselskab. Det er ikke sikkert, at produktet er det billigste.
Der kan være penge at spare for forbrugerne. På elpristavlen.dk kan man sammenligne elpriser og finde det selskab, der er billigst.
En husstand bruger i gennemsnit over 7.000 kr. om året på el. 78 procent af de mindre el-kunder køber det forsyningspligtige produkt.
Den 1. januar 2013 trådte nye regler i kraft. De betyder, at forsyningspligten i bestemte områder i Danmark har været i udbud. De nye regler er en del af liberaliseringen af det danske elmarked.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Langt de fleste forbrugere har hidtil købt det forsyningspligtige produkt Nu er der en god anledning til, at forbrugerne tjekker, om de køber det billigste produkt, eller om de kan spare penge ved at købe el hos et andet selskab.
”Jeg vil gerne opfordre forbrugerne til aktivt at vælge det elselskab, der kan tilbyde den bedste og billigste løsning. Det vil styrke konkurrencen mellem elselskaberne og på sigt presse selskaberne til at tilbyde el til lavere priser.”
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
På den offentlige forbrugerportal forbrug.dk kan forbrugerne læse mere om at skifte elselskab
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.