Pressemeddelelse
Hellers Yachtværft har ikke modtaget ulovlig offentlig støtte
Bådudstyrsbutikken Hellers Yachtværft har ikke modtaget ulovlig offentlig støtte af Tårnby Kommune i form af for lav husleje for butikkens lokaler. Det har Sø- og Handelsretten afgjort i dag.
Sø- og Handelsretten skriver i dommen:
[…] den aftalte leje ligger indenfor den økonomiske ramme, som en fornuftig privat udlejer ville indgå aftale om på daværende tidspunkt, hvorfor Hellers ikke ved indgåelsen af lejeaftalen har modtaget en økonomisk fordel. Hellers principale påstand tages derfor til følge.”
Retten konstaterer:
”[…]at Tårnby Kommune ikke forud for udlejning af lejemålet Kastrup Strandpark 9 til Hellers sikrede sig, at den aftalte leje svarede til markedslejen, hvilket kunne være sket ved at foretage offentligt udbud af lejemålet eller få vurderet markedslejen af en uafhængig vurderingsmand.”
Konkurrencerådet tager dommen til efterretning.
Konkurrencerådet pålagde i 2011 Hellers Yachtværft at tilbagebetale 800.000 kroner til Tårnby Kommune for at have modtaget ulovlig offentlig støtte i form af en husleje under markedsniveau.
Konkurrenceankenævnet har to gange givet Konkurrencerådet medhold i at, der var tale om ulovlig offentlig støtte. Første gang blev sagen hjemvist, da ankenævnet fandt, at beløbet som Konkurrencerådet pålagde Hellers Yachtværft at tilbagebetale var for lavt.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, telefon: 4171 5098.
Læs hele dommen på Sø- og Handelsrettens hjemmeside
Læs Konkurrenceankenævnets afgørelse fra januar 2012
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.