Pressemeddelelse
Stor sejr for boligejerne og Konkurrencerådet
Højesteret har afsagt dom, der forpligter Nykredit til fortsat at følge et tilsagn om en maksimal bidragssats på realkreditlån.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Højesterets dom er en stor og vigtig sejr for de berørte boligejere og for os. Højesteret kommer i dommen med nogle meget klare tilkendegivelser, som er helt i overensstemmelse med vores fortolkning af reglerne.
Nykredits tilsagn har allerede holdt priserne nede for en stor gruppe forbrugere i mere end ti år, og jeg er naturligvis glad på deres vegne.
Der er nu skabt fuldstændig klarhed om, at tilsagn er bindende. Det er virksomhedernes eget ansvar at overveje og formulere de tilsagn, som de vælger at afgive for at få en fusion godkendt, og virksomhederne skal efterleve tilsagnene fuldt ud.
Tilsagn er en vigtig del af kontrollen med fusioner. Dommen understøtter vores arbejde med at beskytte forbrugerne og sikre velfungerende markeder til gavn for alle.
I kendelsen skriver Højesteret blandt andet:
Højesteret finder, at der ved bedømmelsen af, hvordan et tilsagn afgivet over for Konkurrencerådet skal forstås, må lægges vægt på, at det er virksomhederne, der har formuleret tilsagnet, og at det er forudsat, at de herved har overvejet, hvor langt de ønsker at gå for at skabe grundlag for, at fusionen kan godkendes af Konkurrencerådet.
Højesteret lægger endvidere vægt på:
at tilsagn danner grundlag for myndighedernes godkendelse af fusionen, og at tilkendegivelser (…) efter almindelige forvaltningsretlige regler gælder, så længe godkendelsen varer, medmindre andet er bestemt eller følger af omstændighederne.
Sagen begyndte i 2003, da Konkurrencerådet godkendte en fusion mellem Nykredit og Totalkredit. Her gav Nykredit tilsagn om, at bidragssatserne på realkreditlån skulle sættes ned til maksimalt 0,5 procent.
Nykredit har efterfølgende hævdet, at tilsagnet var tidsbegrænset, mens Konkurrencerådet har tolket, at tilsagnet stadig var gældende.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.