Pressemeddelelse

Brancheforening opfordrede speciallæger til færre behandlinger

De praktiserende speciallægers brancheforening har opfordret medlemmerne til at udføre færre behandlinger. Sundhedsministeren har imidlertid besluttet, at foreningens adfærd er en direkte og nødvendig følge af sundhedslovgivningen. Dermed er Konkurrencerådet afskåret fra at gribe ind.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

De praktiserende speciallæger er enkeltvis blevet opfordret af deres brancheforening til at begrænse antallet af behandlinger finansieret af den offentlige sygesikring. Det er vores vurdering, at opfordringerne har begrænset antallet af behandlinger til skade for patienterne.

Vi er overraskede over, at sundhedsministeren sent i processen besluttede, at adfærden var en direkte og nødvendig følge af sundhedslovgivningen. Dermed blev Konkurrencerådet afskåret fra at gribe ind.

Foreningen af Speciallæger og Forhandlingsberettigede foreninger (FAS) og underafdelingen Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) har opfordret de praktiserende speciallæger til at begrænse behandlingsaktiviteten, der bliver finansieret af den offentlige sygesikring.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderede, at opfordringerne var stærkt konkurrencebegrænsende og udarbejdede et udkast til en konkurrenceråds-afgørelse om, at FAS og FAPS overtrådte konkurrenceloven. Konkurrencerådet skulle have behandlet sagen på sit møde i dag. Sundhedsministeren afgjorde imidlertid mandag 15. december 2014 – modsat to tidligere udmeldinger - at opfordringerne var en direkte og nødvendig følge af sundhedslovgivningen. Det afskar Konkurrencerådet fra at afgøre sagen nu og dermed gribe ind over for adfærden.

Det er således misvisende, når FAPS i et nyhedsbrev i dag skriver:

…at Konkurrencerådet i dag har opgivet en sag mod foreningen og dermed anerkendt, at FAPS ikke har overtrådt konkurrencereglerne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer fortsat, at der er tale om en alvorlig begrænsning af konkurrencen til skade for patienterne og overvejer nu mulighederne for på anden vis at forbedre konkurrencen på området.

Fra foråret 2012 har FAS og FAPS sendt e-mails til alle praktiserende speciallæger med ydernummer med anvisninger om, hvor meget lægerne må omsætte for under sygesikringsordningen. Der opfordres blandt andet til, at lægerne mindsker antallet af behandlinger ved at tage på kursus eller holde fri.

De praktiserende speciallæger får samlet set en økonomisk fordel, hvis de undgår at overskride den økonomiske ramme for speciallægehjælp, der er aftalt mellem FAS og Danske Regioners forhandlingsorgan (RLTN). Aftalen er indrettet, så en overskridelse af rammen midlertidigt giver et lavere honorar per ydelse fra den offentlige sygesikring. Den enkelte læge bestemmer selv, hvor mange patienter, der behandles. Men når antal behandlinger søges koordineret fra centralt hold, begrænser det konkurrencen.

I sagsforløbet har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen flere gange bedt ministeren for sundhed og forebyggelse tage stilling til, om opfordringerne fra FAS og FAPS var en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. På baggrund af ministerens to første svar lagde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til grund, at det ikke var tilfældet.

Alle 1.146 praktiserende speciallæger, der yder behandling under den offentlige sygesikring i Danmark, er medlem af både FAS og FAPS.

Sagens dokumenter rummer en række eksempler på FAPS’ og FAS’ opfordringer til at begrænse antallet af behandlinger. Læs brev fra FAS og FAPS til speciallægerne med opfordring til at begrænse antal behandlinger.

Af dokumenterne fremgår også, at konkrete speciallæger vurderede, at adfærden havde skadelige virkninger. De skriver blandt andet:

”Vi forsøger at prioritere de ”kræftrelevante” undersøgelser (…), men alligevel er ventetiden også her øget noget.”

Det er jo patienterne, der betaler prisen med længere ventetider på diagnostik og dermed forsinkede kræftdiagnoser i yderste konsekvens.

”Stort set alle dermatologer har øget deres ventetid og dette rammer også cancerpatienterne.”

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.