Pressemeddelelse
Opfordrer din myndighed til ulovlig adfærd?
Offentlige myndigheder kan utilsigtet tilskynde erhvervslivet til at overtræde konkurrenceloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udgivet en pjece for at gøre opmærksom på problemet.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen siger:
Vi kan konstatere, at erhvervslivet med jævne mellemrum oplever, at myndigheder utilsigtet kan komme til at tilskynde virksomhederne til en adfærd, som er i strid med konkurrenceloven. Derfor har vi valgt at hen-vende os til myndighederne og gøre opmærksom på konkurrencereglerne.
Hvis vi kan hjælpe til at undgå, at virksomhederne bryder konkurrenceloven, er det til gavn for os alle. Det går ud over både erhvervslivet og forbrugerne, når konkurrencen begrænses ulovligt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker med pjecen ”Opfordrer din myndighed til ulovlig adfærd?” at gøre offentlige myndigheder opmærksomme på konkurrenceloven, når de kommunikerer med erhvervslivet.
Pjecen er kommet til efter ønske fra erhvervslivet og dets brancheforeninger.
Myndighederne opfordres blandt andet til at være opmærksomme, når de:
- Opfordrer virksomheder til at indgå frivillige brancheaftaler
- Indhenter konkurrencefølsomme oplysninger fra virksomhederne
- Giver aktindsigt i virksomheders oplysninger.
For yderligere oplysninger kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kommunikationschef, Hanne Arentoft, tlf. 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.