Pressemeddelelse
Overholder din virksomhed konkurrencereglerne?
Hvordan kan virksomhederne sørge for, at de overholder konkurrencereglerne i praksis? Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver i dag en helt ny vejledning herom.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen siger:
Brud på konkurrencereglerne kan have alvorlige konsekvenser for en virksomhed, også selvom overtrædelsen er utilsigtet. Det er virksomhedens eget ansvar at overholde reglerne, og med vores vejledning får virksomhederne en række redskaber til, hvordan de i praksis kan sørge for, at reglerne overholdes.
Det er vores håb, at vejledningen vil gøre arbejdet med at overholde reglerne lettere og mere håndgribeligt for virksomhederne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver vejledningen: ”Hvad kan din virksomhed gøre for at overholde konkurrencereglerne?”. Det er første gang, at styrelsen udgiver en vejledning om compliance, som er det begreb, man bruger om en virksomheds arbejde med at overholde lovgivningen.
Vejledningen kommer i to versioner. Den ene er miniguiden ”Overholder din virksomhed konkurrencereglerne?”. Den giver et hurtigt overblik og er særlig møntet på mindre virksomheder.
Den fulde version giver mere udførlig hjælp til, hvad virksomhederne kan gøre for at identificere mulige faldgruber, og de forskellige redskaber de kan anvende for at holde sig på sikker grund.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget erhvervslivets organisationer med på råd i udarbejdelsen af vejledningen.
For yderligere information, kontakt presseafdelingen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelse på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.