Pressemeddelelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen agter at indstille undersøgelse af bookingportaler

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at en markedsundersøgelse af bookingportaler ikke aktuelt vil give den nødvendige effekt til fordel for konkurrencen og forbrugerne på hotelmarkedet. Det sker blandt andet efter positive tilkendegivelser fra store aktører på markedet.

Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Martin Nyvang siger: 

Vi har en vigtig opgave i at prioritere ressourcerne, så de gavner både forbrugerne og den effektive konkurrence mest. En række faktorer taler nu for, at midlerne derfor ikke går til en omfattende undersøgelse af markedet for hotelbooking.
 

De seneste måneder er der sket en række ting på markedet, der ændrer på grundlaget for at indlede en undersøgelse. Det er positivt, at bookingportalerne selv medvirker til at fjerne væsentlige udfordringer for konkurrencen
 

Vi følger stadig markedet for hotelbooking. Dermed er det heller ikke udelukket, at det igen bliver aktuelt at undersøge markedet for at sikre, at der fortsat er konkurrence, og at konkurrencen i sidste ende bliver en fordel for forbrugerne.
  

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har til hensigt at indstille en eventuel markedsundersøgelse af bookingportaler for hotelværelser. Beslutningen træffes endeligt efter, parternes høringsfrist er udløbet midt i august.

Den seneste tid er en række forhold på markedet for bookingportaler ændret. Dermed er der ikke længere forudsætninger for, at en undersøgelse kan afdække væsentlige begrænsninger for konkurrencen på markedet.

De største bookingportaler Expedia/Hotels.com og Booking.com har senest indvilliget i at give afkald på kontraktlige krav om såkaldt prisparitet. Det betyder blandt andet, at det bliver muligt for hoteller at variere deres værelsespriser på de forskellige bookingportaler. Det giver hotellerne råderum til at prissætte efter den kommission, som den enkelte portal kræver. På den måde kan hotellerne bidrage til konkurrence mellem de enkelte portaler.

Portalernes tilsagn om at begrænse de potentielt konkurrencehæmmende klausuler er en løsning, der tidligere er godkendt af konkurrencemyndigheder i andre EU-lande som eksempelvis Sverige og Frankrig.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter konkurrenceloven vurdere, hvorvidt ressourcerne, som skal anvendes ved at fortsætte behandlingen af en sag og foretage en større markedsundersøgelse, vil stå i rimeligt forhold til det forventede resultat. 

For yderligere information kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kommunikationsafdeling på telefon 41 71 50 98.

 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.