Pressemeddelelse

Forbrugere og erhvervsdrivende får bedre muligheder for at løse konflikter

Forbrugere og erhvervsdrivende får med et nyt forbrugerklagesystem mulighed for i højere grad end tidligere at finde løsninger, som begge parter kan være tilfredse med. Det nye klagesystem træder i kraft i dag.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

I mange tilfælde kan forbrugere og erhvervsdrivende undgå langvarige og besværlige juridiske slagsmål ved at finde en løsning i fællesskab. Det nye forbrugerklagesystem giver bedre rammer for parterne til ikke kun at finde en hurtigere løsning, men også en løsning der passer bedre til deres behov.
Mange forbrugerklagesager ender allerede i dag med, at parterne taler sig frem til en fælles løsning. Vi har uddannet mæglere, så vi er bedre rustet til at hjælpe forbrugere og erhvervsdrivende.
Vi er klar over, at der fortsat vil være klagesager, hvor der er behov for en juridisk afgørelse. Den mulighed er stadigvæk til stede.

Det nye forbrugerklagesystem indebærer, at alle klagesager fra i dag først skal igennem Center for Klageløsning, hvor mæglere vil hjælpe forbrugeren og den erhvervsdrivende til selv at finde en løsning på deres konflikt.

Systemet sikrer en mere fleksibel behandling af forbrugerklagesager samtidig med, at forbrugerne fortsat nemt og billigt kan få behandlet en klagesag.

Kan parterne ikke finde en fælles løsning på konflikten, vil forbrugeren fortsat have mulighed for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, som kan træffe en juridisk afgørelse.

Forbrugeren skal betale 100 kroner for at indbringe en sag for Center for Klageløsning. Hvis forbrugeren senere indbringer sagen for Forbrugerklagenævnet, koster det yderligere 400 kroner i klagegebyr. Forbrugeren får klagegebyret igen, hvis sagen bliver forligt til forbrugerens fordel, eller forbrugeren får medhold i nævnet.

Med de nye regler udvides den offentlige forbrugerklageadgang, så forbrugerne får mulighed for at klage over cirka 45 nye områder. Forbrugerklagesystemet er en konsekvens af nye EU-regler.

Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, offentliggør i dag et nyt tema om det nye forbrugerklagesystem

Hvordan finder du vej gennem det nye forbrugerklagesystem? Klik på grafikken her

For yderligere information:

Kontakt presseafdelingen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon 4171 5098 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.