Pressemeddelelse
Konkurrencerådet politianmelder virksomheder i sag om malkerobotter
Lely Nordic og fire danske Lely franchisetagere bliver politianmeldt for at dele markeder mellem sig og aftale priser. SØIK skal nu foretage en strafferetlig vurdering af sagen.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven, når virksomheder aftaler priser og deler markeder mellem sig for at begrænse konkurrencen. I dette tilfælde skader det landmændene, som kan have betalt for meget for malkerobotter og andre Lely-produkter.
Konkurrencerådet har valgt at anmelde sagen til SØIK, der nu skal vurdere, om der er strafferetligt grundlag for at rejse tiltale mod virksomhederne.
Konkurrencerådet politianmelder Lely Nordic og fire danske franchisetagere for i en periode på fire og et halvt år at have delt markeder mellem sig og koordineret priser på malkerobotter i strid med konkurrenceloven.
I juni 2014 afgjorde Konkurrencerådet, at aftalerne om pris- og markedsdeling på Lely-produkter var ulovlige. Konkurrenceankenævnet stadfæstede i september 2015 Konkurrencerådets afgørelse.
De politianmeldte virksomheder er Lely Nordic samt de fire danske franchisetagere Lely Center Herrup, Lely Center Rødekro, Lely Center Tarm og Lely Center Viborg.
Det er nu op til Statsadvokaten for Særlig Økonomi og International Kriminalitet (SØIK) at foretage en strafferetlig vurdering af sagen, herunder om der skal rejses tiltale mod virksomhederne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tog sagen op i 2011 på baggrund af flere klager over Lely’s forretningsmodel og metoder.
Læs mere om Lely-sagen her
For yderligere information kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens presseafdeling på tlf. 4171 5098
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.