Pressemeddelelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen handlede korrekt i fusionssag

Konkurrenceankenævnet har afgjort, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen handlede korrekt i forbindelse med anmeldelsen af fusionen mellem Dansk Supermarked A/S og Wupti.com A/S i sommeren 2015.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen, siger:

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet, at vi har handlet korrekt ved at bede om en almindelig anmeldelse af fusionen mellem Dansk Supermarked og Wupti.com. Dermed kunne vi træffe en beslutning om fusionen på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
En grundig fusionskontrol er væsentlig for, at vi kan træffe de rigtige afgørelser. Det er afgørende for både virksomheder og forbrugerne. Derfor er det vigtigt for os, at vi har adgang til de nødvendige oplysninger for at afgøre, om en fusion hæmmer konkurrencen betydeligt eller ej.

Konkurrenceankenævnet skriver i sin kendelse:

Konkurrenceankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering, hvorefter parternes oplysninger ikke var tilstrækkelige til på anmeldelsestidspunktet at fastslå, at betingelserne for forenklet anmeldelse var opfyldt.

Konkurrenceankenævnet har givet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medhold i en sag om sagsbehandlingen af fusionen mellem Dansk Supermarked A/S og forhandleren af forbrugerelektronik og hvidevarer, Wupti.com A/S.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte i juli 2015, at Dansk Supermarked overtog Wupti.com.

Dansk Supermarked afleverede oprindeligt et udkast til en såkaldt forenklet anmeldelse af fusionen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forenklede anmeldelser er forbeholdt fusioner, der på forhånd kan karakteriseres som uproblematiske. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgjorde herefter, at oplysningerne i udkastet til forenklet anmeldelse ikke var tilstrækkelige til at fastlægge, at der var tale om en fusion, der kunne anmeldes forenklet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen krævede derfor en almindelig anmeldelse. Det er den afgørelse, som Dansk Supermarked har anket til Konkurrenceankenævnet. 

En fusion vil typisk påvirke konkurrencen på et marked. En effektiv fusionskontrol understøtter konkurrencen, som kan give lavere priser, større udvalg og innovation til gavn for både forbrugerne og virksomhederne.

Læs Konkurrenceankenævnets kendelse her

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.