Pressemeddelelse
Nye tider på markedet for betalingsløsninger
Nye EU-regler om betalingsløsninger forventes at åbne for flere og nyskabende betalingsløsninger. Det kan lede til lavere omkostninger for både butikker og forbrugere.
Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Martin Nyvang siger:
De nye regler åbner op for nytænkende kræfter, der kan øge konkurrencen om både den bedste løsning og de bedste priser på betalingsløsninger. Det er en potentiel gevinst for både de erhvervsdrivende og forbrugerne.
Det er vigtigt, at både butikkerne og forbrugerne ikke læner sig tilbage og i stedet er opmærksomme på at udnytte de nye muligheder for at finde den bedste eller billigste løsning. Dermed kan de bidrage til øget konkurrence på et ret fastlåst marked kendetegnet ved få, store leverandører.
Fra den 9. juni kan både butikker og forbrugere forvente at vælge mellem en række nye betalingsmuligheder som følge af nye EU-regler.
De nye regler for betalingskort kan åbne markedet for nye udbydere af betalingsløsninger, så danskerne vil se nye og udvidede kombinationer af varemærker på deres kreditkort. Samtidig skal forbrugerne selv kunne vælge, hvilken del af deres betalingskort de foretrækker at betale med, hvis butikken tager imod det.
Mere effektiv konkurrence på blandt andet gebyrpriser til forbrugerne og transaktionsomkostninger for de erhvervsdrivende vil i givet fald bidrage til et marked, der hidtil har været præget af få, men store udbydere.
Dankortet er fortsat langt det mest udbredte betalingskort i Danmark. I 2015 blev der gennemført 1,2 mia. transaktioner med de 5,8 millioner Dankort eller Visa/Dankort. Internationale betalingskort - som eksempelvis MasterCard og Eurocard - stod til sammenligning for 342 millioner.
De nye regler betyder også, at hverken banker eller indløsere af betalingskort (eksempelvis Nets) må bestemme, hvilken del af et betalingskort - typisk Visa eller Dankort - som forbrugeren skal benytte i de enkelte forretninger.
Butikkerne må fortsat ikke forpligtes til at udbyde flere betalingsløsninger fra samme leverandør, hvis de for eksempel kun er interesseret i en enkelt.
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Læs faktaark om de nye regler for betalingskort
Læs mere om de nye reglers betydning for forbrugere og erhvervsdrivende
Læs hele Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse ”Betalingskortmarkedet 2016"
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.