Pressemeddelelse

Ny organisation i Konkurrence- Forbrugerstyrelsen

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opretter Forbrugerpolitisk Center og en ny fusionsenhed. Samtidig styrkes det konkurrencejuridiske arbejde. Organisationsændringen vil være gennemført med udgangen af året.

Med en ny organisering af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker direktør Jakob Hald og den øvrige ledelse at skabe bedre rammer for arbejdet med at skabe velfungerende markeder og gode forbrugerforhold i Danmark.

Organisationsændringen indebærer oprettelsen af Forbrugerpolitisk Center, som skal varetage arbejdet med at udvikle Danmarks forbrugerpolitik. Det omfatter blandt andet lovforberedende arbejde og internationale opgaver på forbrugerområdet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde med adfærdsøkonomi, der især har fokus på at aktivere forbrugerne, vil også få hjemme i centret. Det samme gælder Forbruger Europa, der arbejder for, at forbrugerne kan agere let og trygt på tværs af de europæiske grænser.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opretter også en ny fusionsenhed, som giver virksomhederne én indgang i fusionssagerne. Enheden vil være specialiseret i fusionskontrol og have hovedansvaret for behandlingen af større fusionssager.

Samtidig styrkes Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde med konkurrencejura. Juridisk Sekretariat skifter navn til Konkurrencejuridisk Center, og centret får tilført flere ressourcer. Formålet er at skabe et konkurrenceretligt stærkt miljø og samtidig effektivisere arbejdsgangene.

Som følge af organisationsændringen nedlægges Center for Innovation og Center for policy og lovforberedende arbejde.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 4171 5098.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.