Pressemeddelelse
Konkurrencerådet: Alle får gavn af lavere medicinpriser
Konkurrencerådet offentliggjorde i denne uge analysen ”Konkurrence om distribution af medicin”. Den efterfølgende debat har skabt nogle uklarheder, som Konkurrencerådet her vil afklare.
Konkurrencerådet har i analysen fremlagt 11 anbefalinger, som uafhængigt af hinanden kan styrke konkurrencen om distribution af medicin.
Én af anbefalingerne – den om at indføre et loft på den pris, som apotekerne videresælger medicinen til – kan som den eneste af de 11 anbefalinger medføre forskelle i medicinpriserne på landets apoteker.
Ved at følge den anbefaling vurderer Konkurrencerådet, at:
- De største prisfald vil ske på apoteker, hvor der er høj konkurrence. Ingen danskere vil få dyrere medicin, mens mange vil få billigere medicin.
- Et eventuelt politisk ønske om at fastholde ens priser til alle danskere kan opfyldes. Det kan for eksempel ske ved at omlægge systemet for offentligt medicintilskud.
Ved at følge de ti øvrige anbefalinger vurderer Konkurrencerådet, at:
- Prisen på medicin købt på apoteker vil falde.
- Apotekernes udlevering af medicin fortsat vil ske uvildigt. Lægerne vil fortsat udskrive recepter, og apotekerne vil fortsat have pligt til at udlevere den billigste medicin.
- En væsentlig del af overskuddet hos medicinalgrossister og apoteker vil flytte fra branchen til forbrugerne og det offentlige sundhedssystem.
- Der vil ikke blive slækket på krav til kvalitet og sikkerhed ved levering af medicin.
- Medicinalproducenters incitament til at indmelde lave priser ved Lægemiddelstyrelsens 14-dages-auktioner vil være uforandret.
- Anbefalingerne kan følges uden at gå på kompromis med væsentlige sundhedsfaglige hensyn.
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.