Pressemeddelelse
JP/Politiken trækker fusion med Børsen tilbage
JP/Politikens Hus A/S har opgivet at købe Dagbladet Børsen, så Konkurrencerådet indstiller behandlingen af fusionsanmeldelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt alvorlige betænkeligheder ved fusionen. Hvis parterne ikke kan afhjælpe betænkelighederne med tilsagn, vil fusionen skulle forbydes.
Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:
Konkurrencerådet har ikke truffet en afgørelse i sagen, da parterne har trukket anmeldelsen af fusionen tilbage.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt alvorlige betænkeligheder ved fusionen mellem JP/Politikens Hus og Dagbladet Børsen. Konkurrencemyndighederne skal ifølge reglerne godkende en fusion, hvis den ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt. Hvis det omvendte er tilfældet, skal fusionen forbydes.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyser pegede på, at fusionen ville have hæmmet konkurrencen betydeligt på otte markeder:
- Dansksprogede, landsdækkende, betalte, daglige nyheder på print (inkl. e-avis/pdf-avis) i Danmark
- Dansksprogede, landsdækkende, betalte, daglige nyheder online i Danmark
- Annoncering i landsdækkende, daglige, dansksprogede udgivelser på print i Danmark
- Rettigheder til nyhedsartikler m.v. i Danmark
- Medieovervågning i Danmark
- Adgang til søgning i nyhedsarkivdatabaser i Danmark
- Distribution af adresserede aviser på Sjælland m.v.
- Distribution af adresserede aviser i Midt- og Sydjylland
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog en fuldstændig anmeldelse af fusionen den 26. juli 2016. Dermed skulle Konkurrencerådet tage stilling til fusionen senest den 4. januar 2017. Konkurrencerådet var parat til at træffe afgørelse inden fristens udløb.
JP/Politikens Hus og Børsen fik udkast til afgørelse om fusionen i høring den 24. november 2016. På baggrund af udkastet til afgørelse har JP/Politikens Hus og Børsen fremsat en række forskellige tilsagn, herunder senest den 3. januar 2017. I den forbindelse blev fristen for afgørelse forlænget til den 31. januar 2017. Det er vurderingen, at tilsagnene ikke ville imødekomme de konkurrencemæssige betænkeligheder.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyser viste, at en fusion med Dagbladet Børsen ville have styrket JP/Politikens position på markederne, og at denne position potentielt ville kunne anvendes til at hæve priserne eller reducere udbuddet til skade for abonnenter og annoncører.
Under behandlingen af sagen har konkurrencemyndighederne foretaget nogle af de mest omfattende undersøgelser og beregninger i en dansk fusionssag, blandt andet med henblik på at foretage en præcis afgrænsning af de relevante markeder. Arbejdet med markedsafgrænsning tog blandt andet afsæt i, at Facebook og Google ikke selv producerer nyhedsindhold, men alene udstiller andres bearbejdede nyheder.
På EU-plan har der været sammenlignelige sager, hvor myndighederne har nået frem til en lignende markedsafgrænsning.
Danmarks største privatejede mediehus, JP/Politiken, udgiver blandt andet de tre landsdækkende dagblade Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken. Børsen udgiver blandt andet Dagbladet Børsen, Dagens Medicin og magasinet Penge og Privatøkonomi. Begge parter er også aktive inden for eksempelvis avisdistribution, medieovervågning og avistryk.
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.