Pressemeddelelse

Indkøbsforening instruerede fotohandlere i at holde prisen oppe

Indkøbsforeningen Team DS a.m.b.a. har ulovligt koordineret priser på kameraer og tilbehør hos de godt 50 selvstændige, konkurrerende fotohandlere, som er medlemmer af foreningen. Konkurrencerådet har afgjort sagen og samtidig besluttet at politianmelde indkøbsforeningen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, Jakob Hald, siger:

En indkøbsforening kan gavne konkurrencen og forbrugerne. Men når Team DS nøje instruerer medlemmer, der er indbyrdes konkurrenter, i at holde salgspriserne oppe, så er det en klar overtrædelse af konkurrencereglerne.

Konkurrencerådet har afgjort, at indkøbsforeningen Team DS i hvert fald i knap fem og et halvt år frem til sommeren 2013 har koordineret medlemmernes priser på kameraer og tilbehør. Hertil kommer, at foreningen har udvekslet informationer mellem de godt 54 fotohandlere, der er medlemmer, om priser og andre konkurrenceparametre.

Forbrugerne kan have betalt højere priser for kameraer og tilbehør på grund af Team DS’ overtrædelse.

Team DS har fået påbud om omgående at ophøre med den ulovlige adfærd og fremover at afstå fra en lignende adfærd.

Konkurrencerådet har i forlængelse af afgørelsen besluttet at anmelde Team DS til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

I december 2014 anmeldte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Team DS til SØIK. Efter drøftelser med SØIK valgte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sommeren 2015 at undersøge sagen yderligere. Undersøgelserne har ført til Konkurrencerådets afgørelse og genanmeldelsen af Team DS til SØIK.

Team DS har godt 50 medlemmer, som er selvstændige fotohandlere. Langt de fleste er med i PhotoCare-kæden, mens de resterende medlemmer er frie selvstændige fotohandlere og kapitalkæden Japan Photo.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.