Pressemeddelelse
Seks nedrivningsfirmaer tiltales for kartelaftaler
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmeldte i 2016 en sag om karteller i nedrivningsbranchen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Der er nu rejst tiltale mod seks selskaber for at have koordineret tilbud på flere entrepriser.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
Tilbudskoordinering er grov økonomisk kriminalitet, der sætter konkurrencen mellem tilbudsgiverne ud af kraft. Det kan give bygherrerne både dårligere og dyrere projekter. Vi politianmeldte sagen, fordi der var mistanke om kartelvirksomhed. Nu vil vi afvente rettens vurdering.
De seks nedrivningsvirksomheder er tiltalt for at have koordineret tilbud ved flere nedrivningsentrepriser i perioden fra maj 2011 til oktober 2013. Entrepriserne var for både offentlige og private bygherrer.
Der er samtidig rejst tiltale mod ledende medarbejdere fra alle seks virksomheder.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretog i efteråret 2015 uanmeldte kontrolbesøg hos en række virksomheder i nedrivningsbranchen. I april 2016 blev sagen anmeldt til SØIK, der efterforskede sagen videre. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har bistået SØIK under efterforskningen.
Billede af Jakob Hald i trykkvalitet
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.