Pressemeddelelse
EU-domstol besvarer spørgsmål i sag om revisorfusion
EU-Domstolen har i dag svaret på spørgsmål om rækkevidden af forbuddet mod at gennemføre en fusion, før den er godkendt. EU-dommen kan få stor betydning for lignende sager.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen, siger:
EU-Domstolen vurderer spørgsmålet anderledes end Konkurrencerådet. Nu vil vi læse dommen grundigt igennem og overveje, hvordan vi forholder os til den.
" />
EU-dommen bekræfter, at der var et behov for at få klarhed over kriterierne for, hvornår forbuddet mod at gennemføre en fusion, før den er godkendt, er overtrådt. Vi ved, at advokater og konkurrencemyndigheder i andre EU-lande også har ventet på udfaldet af EU-domstolens fortolkning.” EU-domstolen skriver i sin dom blandt andet: ”(…) at en fusion alene gennemføres ved en transaktion, som helt eller delvist, faktisk eller juridisk, bidrager til en ændring i kontrollen med målvirksomheden. Opsigelsen af en samarbejdsaftale under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende – som det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – kan ikke anses for at medføre en gennemførelse af en fusion, og det uafhængigt af, hvorvidt denne opsigelse har haft markedsmæssige virkninger.” Konkurrencerådet afgjorde i december 2014, at revisionsvirksomhederne KPMG Danmark og EY havde overtrådt fusionsreglerne ved delvist at have gennemført deres fusion, inden den var godkendt. Som led i aftalen om at fusionere havde EY og KPMG DK aftalt, at KPMG DK skulle opsige sin samarbejdsaftale med det internationale KPMG-netværk. KPMG Danmark opsagde samarbejdsaftalen samme dag, som fusionsaftalen med EY blev indgået. Det vil sige, før konkurrencemyndighederne havde taget stilling til, om fusionen skulle godkendes. EY ankede Konkurrencerådets afgørelse til Sø- og Handelsretten. Som led i retssagen har Sø- og Handelsretten bedt EU-domstolen svare på, hvordan fusionsreglerne skal fortolkes. Blandt andet har Sø- og Handelsretten bedt EU-Domstolen svare på, hvilke kriterier, der skal anvendes til at vurdere, om parterne i en fusion har overtrådt forbuddet mod at gennemføre fusionen, inden den er blevet godkendt. EU-Domstolen er også blevet bedt om at svare på, hvorvidt en opsigelse af en samarbejdsaftale kan svare til at begynde at gennemføre fusionen. Sø- og Handelsretten skal afgøre ankesagen om overtrædelse af præimplementeringsforbuddet i revisorfusionen i lyset af EU-Dommen og sagens øvrige omstændigheder. For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98. Links
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.