Pressemeddelelse
Elsam-sag søges anket til Højesteret
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke Vestre Landsrets dom om Elsams prissætning i 2005 og i første halvår 2006 til Højesteret. Elsam er i dag en del af energiselskabet Ørsted.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen siger:
Efter at have nærlæst Vestre Landsrets dom om Elsam vurderer vi, at en højere instans også bør vurdere de principielle problemstillinger. Derfor har vi søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til Højesteret.
Sagen vedrører Elsams prissætning på el i Vestdanmark i 2005 og første halvdel af 2006. Konkurrencerådet afgjorde i 2007, at Elsam misbrugte sin dominerende stilling til at opkræve urimeligt høje priser.
Rådets afgørelse blev anket til først Konkurrenceankenævnet og siden Sø- og Handelsretten, der begge var enige med Konkurrencerådet i, at der forelå et misbrug.
Sø- og Handelsrettens dom blev efterfølgende anket til Vestre Landsret, som i maj 2018 ophævede Konkurrencerådets afgørelse, som Konkurrenceankenævnet havde stadfæstet. Landsretten fandt, at konkurrencemyndighederne ikke med den fornødne sikkerhed havde påvist, at Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling.
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.
Links
- Vestre landsrets dom af 24. maj 2018
- Sø- og Handelsrettens dom fra 2016 (link på vej)
- Konkurrenceankenævnets kendelse fra 2008
- Konkurrencerådets afgørelse fra 2007
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.