Pressemeddelelse

EY-påstand om implementering af fusion accepteres

Konkurrencerådet accepterer revisorvirksomheden EY’s påstand i en sag ved Sø- og Handelsretten. Det sker, efter at EU-Domstolen har skabt større klarhed om kriterierne for, hvornår forbuddet mod at gennemføre en fusion før myndighedernes godkendelse er overtrådt.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen:

EU-Domstolen har med sin dom skabt større klarhed over kriterierne for, hvornår forbuddet mod at gennemføre en fusion, før den er godkendt, er overtrådt. De kriterier retter vi os efter i fremtidige sager. Det betyder også, at vi nu accepterer EY’s påstand i den verserende retssag ved Sø- og Handelsretten.

Sagen ved Sø- og Handelsretten handler om, hvorvidt Konkurrencerådet traf en korrekt afgørelse i december 2014. Rådet afgjorde, at revisorvirksomhederne KPMG Danmark og EY havde overtrådt fusionsreglerne ved delvist at gennemføre deres fusion, inden den var godkendt.

Ifølge Konkurrencerådet var det i strid med fusionsreglerne, da KPMG som led i fusionsaftalen med EY sagde sin samarbejdsaftale med KPMG International op, inden fusionen var godkendt af Konkurrencerådet.

EY indbragte siden Konkurrencerådets afgørelse for Sø- og Handelsretten. Som led i retssagen bad Sø- og Handelsretten EU-domstolen svare på, hvordan fusionsreglerne skal fortolkes. EU-Domstolen afgjorde i maj 2018, at kun transaktioner, der bidrager til en ændring i kontrollen med målvirksomheden, er omfattet af forbuddet mod at gennemføre en fusion, inden den er godkendt.

Som konsekvens af, at Konkurrencerådet accepterer EY’s påstand, ventes rådets afgørelse fra december 2014 om overtrædelsen af det såkaldte præimplementeringsforbud i fusionsreglerne at blive ophævet.

Spørgsmålet om rækkevidden af præimplementeringsforbuddet har ikke tidligere været behandlet af EU-Domstolen.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.