Pressemeddelelse
Bøde på seks millioner kroner for ikke at anmelde fusion
Circle K Danmark A/S betaler en bøde på seks millioner kroner for ikke at have anmeldt sin overtagelse af 72 servicestationer i Danmark til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2016.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
Som konkurrencemyndighed skal vi have mulighed for at gribe ind i større fusioner, så vi undgår, at forbrugere og andre virksomheder lider skade, hvis fusionen hæmmer konkurrencen. Det er virksomhedernes eget ansvar at anmelde deres fusioner til os, og gør de det ikke, er det strafbart.
Benzinselskabet Circle K Danmark A/S har betalt en bøde på seks millioner kroner for at have overtrådt konkurrencelovens regler om fusionskontrol.
Sagen vedrører Circle K’s overtagelse af 72 servicestationer under Shell-varemærket fra 12 individuelle forpagtere i 2016. Overtagelsen af de 72 servicestationer var ikke omfattet af EU-kommissionens tidligere godkendelse af, at Circle K overtog dele af Dansk Shells aktiviteter.
Bødens størrelse tager hensyn til overtrædelsens grovhed, varighed og selskabets omsætning. Det har været en formildende omstændighed, at Circle K Danmark selv henvendte sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med sagen.
Fusionen er efterfølgende anmeldt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Den blev godkendt i oktober 2018.
Se bødeforlæg Circle K Danmark
Lyt til podcast om fusionskontrol
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.