Pressemeddelelse
Periode med afbrudte frister for fusionskontrol forlænget igen
Erhvervsministeren har udstedt en ændringsbekendtgørelse, som forlænger den periode, hvor fristerne for fusionskontrol er afbrudt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forsøger fortsat at overholde de normale tidsfrister for fusionskontrol. Siden fristerne blev sat på hold i marts, er fem fusioner godkendt inden for de normale frister, mens ingen fusioner har overskredet dem.
Den særlige situation omkring COVID-19 har dog medført, at de lovbestemte tidsfrister har været afbrudt siden 18. marts. Det drejer sig om fristerne i konkurrencelovens paragraf 12d styk 1-5.
Afbrydelsen af fristerne er forlænget flere gange og senest til den 17. august. Det vil løbende blive overvejet, om der grundlag for igen at lade fristerne løbe som sædvanligt. Afbrydelsen af fristerne skal sikre, at såvel Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som fusionernes parter kan nå at tilvejebringe de nødvendige oplysninger til behandlingen af fusionen. Uden fristforlængelsen ville der være risiko for, at en fusion, der skulle have været godkendt, forbydes, eller en fusion, der skulle have været forbudt, godkendes.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer, som hidtil, virksomheder, der ønsker at fusionere, til at tage kontakt til styrelsen i god tid.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Links
DANSK FUSIONSKONTROL
- Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes. Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.
- Fusionskontrollen kan være omfattende. Det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke, og hvordan markederne præcist er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi. Det kan være nødvendigt med en markedsundersøgelse, og ofte skal der gennemføres større økonomiske analyser af forskellige scenarier.
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk, og yderligere 90 dage, hvis den er kompliceret. Fristerne kan forlænges, hvis parterne for eksempel afgiver tilsagn. Uret tikker fra det øjeblik, parterne har indsendt en fuldstændig anmeldelse, og fusionsgebyret er betalt.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.