Pressemeddelelse
Konkurrencemyndighederne godkender Sydbanks fusion med Alm. Brand Bank
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt, at Sydbank overtager samtlige aktier i Alm. Brand Bank.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jacob Schaumburg-Müller, siger:
Fusionen har ikke givet os anledning til at have konkurrenceretlige betænkeligheder. Vi har ikke modtaget nogen form for indsigelser mod fusionen fra konkurrenter eller kunder og har ikke selv fundet, at der skulle være konkurrencemæssige udfordringer.
Hvert år godkender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en række fusioner efter en såkaldt forenklet procedure. Det er muligt, når det hurtigt står klart, at der ikke er konkurrencemæssige betænkeligheder. Vurderingen er i disse tilfælde blandt andet baseret på informationen i fusionsanmeldelsen og styrelsens øvrige viden om de markeder, der er tale om.
Der har været en del interesse om denne fusion blandt andet i medierne. Fusionen mellem Sydbank og Alm. Brand Bank har dog kunnet godkendes af konkurrencemyndighederne efter den enkle procedure. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog en endelig anmeldelse af fusionen mandag 26. oktober, men parterne havde tidligere orienteret styrelsen om deres fusionsplaner.
Sydbank er primært en bankvirksomhed, der driver detail- og erhvervsbank og er aktiv på det finansielle bankmarked. Sydbank har desuden aktiviteter inden for erhvervsleasing, og banken formidler blandt andet realkreditlån, forsikringer, investeringsprodukter og pensionsordninger for en række samarbejdspartnere.
Alm. Brand Bank har før fusionen været en del af koncernen Alm. Brand A/S. Banken er aktiv på detailbankmarkedet og det finansielle bankmarked. Via datterselskabet Alm. Brand Leasing er banken aktiv inden for privat-og erhvervsleasing af motorkøretøjer. Alm. Brand Bank formidler blandt andet realkreditlån og investeringsprodukter via samarbejdspartnere og pension- og forsikringsløsninger på vegne af Alm. Brand Forsikring og Alm. Brand Liv og Pension.
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 40630906.
Læs afgørelsen af fusionen mellem Sydbank og Alm. Brand Bank
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.