Pressemeddelelse

Konkurrencerådet griber ind i Orifarms overtagelse af dele af Takeda

Orifarm Generics Holding har fået Konkurrencerådets godkendelse til at overtage rettighederne til en række lægemidler, kosttilskud og naturmedicinpræparater samt to fabrikker fra Takeda Pharmaceuticals International. I forbindelse med godkendelsen har Orifarm blandt andet forpligtet sig til at frasælge en række produkter og rettigheder.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:

Vi kunne umiddelbart ikke godkende fusionen, da vores undersøgelser viste, at konkurrencen ville blive hæmmet. Den kunne føre til højere priser på en række lægemidler til skade for patienter og for statskassen.
Ved blandt andet at forpligte sig til en række frasalg har Orifarm fjernet vores konkurrencemæssige betænkeligheder for alle de omfattede lægemidler, og fusionen er nu godkendt.
Det er den første større lægemiddelfusion, vi har godkendt i Danmark. Den har krævet ganske omfattende undersøgelser – blandt andet fordi den berører rigtig mange markeder med forskellige grader af konkurrence. I vores afgrænsning af lægemiddelmarkeder har vi lagt os tæt op af EU Kommissionens praksis.

Orifarm overtager en portefølje af 50 lægemidler og 43 kosttilskud- og naturmedicinpræparater fra japanske Takeda. Konkurrencerådet har netop godkendt handlen, der er underlagt fusionskontrol.

Fusionen omfatter produkter på mange forskellige markeder, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser har identificeret konkurrencemæssige problemer på en lang række af disse markeder. 

I forbindelse med godkendelsen har Orifarm givet en række tilsagn, som fjerner konkurrencemyndighedernes betænkeligheder. Med tilsagnene forpligter selskabet sig til at frasælge syv generiske lægemidler, fem markedsføringstilladelser til parallelimporterede lægemidler samt håndkøbsproduktet ”Klarigen”. Desuden har Orifarm givet tilsagn vedrørende 108 lægemiddelpakninger, hvor selskabet vil tilslutte sig de prisloftsaftaler, som Lægemiddelindustriforeningen har indgået med Sundhedsministeriet og Danske Regioner. 

Hvis konkurrencemyndighederne vurderer, at en fusion hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, skal de forbyde fusionen. Parterne kan dog, som det er sket her, afgive tilsagn, der fjerner myndighedernes konkurrencemæssige betænkeligheder.

Fusionen har også været anmeldt i Østrig, Polen, Sverige og Finland, hvor de respektive konkurrencemyndigheder har godkendt den. 

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Når konkurrencemyndighederne griber ind i fusioner

  • Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn.
  • Tilbudte tilsagn skal fuldstændigt fjerne konkurrenceproblemerne, og de skal i enhver henseende være komplette og effektive.
  • Virksomheden formulerer selv tilsagnene.
  • Tilsagnene forpligter virksomheden til at handle eller undlade at handle på en bestemt måde.
  • Tilsagnene er bindende. Godkendelsen af fusionen kan tilbagekaldes, eller det kan straffes med bøde, hvis virksomhederne ikke overholder tilsagnene.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.