Pressemeddelelse

Konkurrencerådet: Banker kan godt have ens renter uden at overtræde konkurrencereglerne

De danske banker har forholdsvis ens indlånsrenter og tærskler for, hvornår der skal betales negativ rente. Det betyder imidlertid ikke, at konkurrencereglerne er overtrådt.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

Det er naturligt, at bankernes renter helt eller delvist følger Nationalbankens rentesatser – det gælder både udlånsrenter og indlånsrenter. Det bliver først en overtrædelse af konkurrenceloven, hvis bankerne aftaler indbyrdes, hvilke renter de sætter, og det gælder uanset, om renterne er positive eller negative.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har som uafhængig konkurrencemyndighed i de senere år gennemført flere undersøgelser af bankernes rentefastsættelse og pengeinstitutternes kommunikation herom uden at træffe afgørelse om overtrædelse af konkurrenceloven. Og vi følger forsat udviklingen. Problemstillingen er således ikke ny for os, men det er vigtigt at forstå, at ens renter kan skyldes andre forhold end ulovlige aftaler konkurrenter imellem.

På det seneste har der i medierne været spekuleret i, om bankernes forholdsvis ens, negative indlånsrenter og tærskler herfor, er et udtryk for en overtrædelse af konkurrenceloven. Onsdag opfordrede Forbrugerrådet Tænk konkurrencemyndighederne til at undersøge konkurrencen på området.

Konkurrenceloven indeholder et tydeligt forbud mod, at konkurrerende virksomheder indgår aftaler eller på anden måde koordinerer priser og andre konkurrenceparametre.

Men at priserne er relativt ens betyder ikke, at forbuddet er overtrådt.

Som også påpeget af Nationalbanken er den øgede udbredelse af negative indlånsrenter blandt andet udtryk for, at negative pengepolitiske renter transmitteres gennem banksektoren.

Det er også vanskeligt at vurdere konkurrencesituationen ved alene at sammenligne effektive renter på indlån. De kan godt være relativt ens, uden at der er et egentligt problem med konkurrencen.

Konkurrencerådet har udgivet en række analyser, som indeholder anbefalinger til, hvordan konkurrencen på det finansielle område kan styrkes. Det gælder analyserne ”Konkurrencen på markedet for pension” (2019), ”Konkurrencen på realkreditmarkedet” (2017) og ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder” (2013). Der er også udarbejdet en analyse om prissignalering, som kort refererer en undersøgelse af realkreditsektorens kommunikation gennem finansielle online nyhedsmedier, jf. artiklen ”Prissignalering og Prisgennemsigtighed”.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Konkurrencebegrænsende aftaler

  • Konkurrenceloven indeholder et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler: ”§ 6 Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.”
  • Aftalebegrebet i konkurrenceloven fortolkes bredt. Det er en aftale, når to eller flere virksomheder har et samarbejde, hvor de direkte eller indirekte koordinerer deres adfærd på markedet. Det er uden betydning, hvilken form aftalen har. En aftale kan være indgået skriftligt eller mundtligt.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.