Pressemeddelelse
Nyt krav om simpelt låneoverblik på boliglån
Fra oktober skal realkreditinstitutter og banker præsentere deres tilbud om boliglån med et simpelt låneoverblik, hvor der står fem centrale nøgletal, som forbrugeren kan forholde sig til. Det gør det nemmere for boligkøbere at gennemskue, hvad lånet vil koste, og hvilket lån der er bedst.
Hovedstol, kurssikring, debitorrente og bidragssats. Et lånetilbud indeholder mange ord og informationer, som gør det svært for forbrugerne at træffe det rigtige valg til deres situation.
”Et boliglån er et kompliceret produkt, som ofte har stor betydning for den enkelte forbrugers privatøkonomi. Vi har tidligere gennemført et eksperiment, som viste, at forbrugerne blev mindre frustrerede og markant bedre til at vælge det for dem bedste produkt, hvis de fik alle lån præsenteret med en standardforside med de væsentligste nøgletal,” siger Flemming Steen Nielsen, der er forbrugerpolitisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Resultaterne fra eksperimentet bliver nu ført ud i virkeligheden. Fra den første oktober skal der med alle tilbud på boliglån følge et simpelt låneoverblik. Det gælder både realkreditlån og realkreditlignende lån som for eksempel bankboliglån. Og det gælder, uanset om lånet skal finansiere købet af en bolig, eller der er tale om en omlægning af et eksisterende boliglån.
Låneoverblikket består af to sider, som indeholder fem centrale nøgletal, fx hvad der samlet skal betales tilbage i lånets løbetid, og hvad der i gennemsnit skal betales for lånet hver måned før skat.
”Det er vigtigt, at forbrugerne kan gennemskue de tilbud, de modtager. Når de kan det, lægger de også et pres på låneudbyderne for hele tiden at levere det bedste, og derved fremmes konkurrencen,” siger Flemming Steen Nielsen.
120 forbrugere deltog i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens eksperiment, som blev fremlagt i forbindelse med offentliggørelsen af Konkurrencerådets realkreditanalyse. Rådet anbefalede, at standardforsiden blev indført.
I eksperimentet skulle forbrugerne sammenligne realkreditlån fra forskellige udbydere, svare på en række spørgsmål og få målt deres frustration undervejs med biometriske målinger.
”Vores eksperiment viste, at forbrugerne oftere valgte det lån, som passede bedst til deres ønsker, når de fik præsenteret en standardforside. Desuden havde de flere korrekte svar på spørgsmålene, svarede på kortere tid og udtrykte mindre frustration undervejs,” siger Flemming Steen Nielsen.
Det nye, simple låneoverblik skal placeres forrest i tilbuddet på realkreditlånet. De fem nøgletal er:
- Hvad du i gennemsnit skal betale før skat hver måned de første 12 måneder
- Hvad banken/realkreditinstituttet/ejendomskreditselskabet tager i gebyr for at oprette lånet
- Hvad du betaler i bidrag til realkreditinstituttet/rentetillæg til banken de første 12 måneder
- Hvad du samlet skal betale tilbage i lånets løbetid
- Hvad debitorrenten og de årlige omkostninger i procent er (ÅOP)
Illustration kan frit benyttes ved kreditering af Louise Thrane Jensen
Læs mere om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens eksperiment
Pressekontakt:
Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.