Pressemeddelelse

Sanistål-fusion skal behandles af danske konkurrencemyndigheder

EU-Kommissionens konkurrencemyndigheder har henvist Ahlsell Danmarks overtagelse af Sanistål til videre behandling hos de danske konkurrencemyndigheder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil herefter stå for fusionskontrollen.

De danske konkurrencemyndigheder overtager behandlingen af de danske dele af Ahlsell Danmarks fusion med Sanistål. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal nu undersøge, om fusionen vil hæmme konkurrencen betydeligt til skade for virksomheder og forbrugere.

Sanistål og Ahlsell har i dag aktiviteter på samme markeder, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer, at fusionen vil kræve yderligere undersøgelser, før der kan træffes afgørelse i sagen.

Både Ahlsell Danmark og Sanistål er aktive inden for detailsalg af blandt andet værktøj til professionelle kunder, herunder håndværkere og installatører. Begge parter har også engrossalg af blandt andet varme- og kølesystemer samt ventilationsanlæg til byggemarkeder og andre forhandlere. Desuden er Ahlsell Danmark kontrolleret af en kapitalfond, som også har en kontrollerende ejerandel i STARK Danmark, der ejer og driver byggemarkeder med salg til professionelle og private.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.