Pressemeddelelse

Millionbøder for prisaftaler om naturgasfyr

Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab (tidligere HMN Naturgas) og Gastech-Energi skal hver betale en bøde på otte millioner kroner for at have aftalt priser for service på naturgasfyr. Samtidig er fire personer idømt personlige bøder.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde, siger:

Virksomhederne straffes, fordi de har koordineret deres abonnementspriser på service af naturgasfyr i 2014 til 2016. Det kan have haft betydning for husstande med naturgasfyr i en meget stor del af Danmark.

Retten i Glostrup har afgjort den strafferetlige del af sagen om ulovligt koordinerede priser på service af naturgasfyr. Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab (tidligere HMN Naturgas) og Gastech-Energi er hver idømt en bøde på 8.000.000 kroner. Samtidig er to personer idømt bøder på 100.000 kroner, én person er idømt en bøde på 75.000 kroner, og én person er idømt en bøde på 50.000 for deres del i overtrædelsen.

I 2016 afgjorde Konkurrencerådet, at det daværende HMN Naturgas sammen med to konkurrenter og en brancheforening havde koordineret priser på service af naturgasfyr i Hovedstadsområdet og Midt- og Nordjylland. De to konkurrenter var samtidig underleverandører til HMN Naturgas. Brancheforeningen og den ene konkurrent eksisterer ikke længere.

Rådets afgørelse er sidenhen anket og stadfæstet af både Konkurrenceankenævnet, Sø- og Handelsretten og senest i oktober 2021 af Østre Landsret.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har efterforsket og behandlet sagen forud for Konkurrencerådets afgørelse. Styrelsen har efterfølgende ført ankesagerne ved Konkurrenceankenævnet og de to retsinstanser.

Konkurrencerådet har anmeldt sagen til National enhed for Særlig Kriminalitet (tidligere SØIK), som har varetaget den strafferetlige forfølgelse.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.