Pressemeddelelse

Konkurrenceankenævnet hjemviser Botex-sag

Konkurrenceankenævnet har hjemvist en afgørelse til fornyet behandling hos Konkurrencerådet. Sagen handler om, hvorvidt medlemmerne i den frivillige kæde, Botex, har begrænset konkurrencen ved at aftale ikke at husstandsomdele reklamer i hinandens områder.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde, siger:

Vi er overraskede over præmisserne i afgørelsen men vil nu nærlæse Konkurrenceankenævnets kendelse, før vi tager stilling til, hvad der videre skal ske med sagen.

I den frivillige kæde Boligtextilbranchens Indkøbsservice A.M.B.A. (Botex) har der været en aftale om, at medlemmer af kæden ikke måtte husstandsomdele reklamer i hinandens områder. Aftalen har eksisteret i perioden fra maj 2009 til august 2021.

Konkurrenceankenævnet har 11. oktober 2023 afgjort, at aftalen ikke havde til formål at begrænse konkurrencen, men at aftalen godt kan have haft den konsekvens, at konkurrencen blev begrænset. Konkurrencerådet skulle imidlertid have foretaget en grundigere analyse af aftalens mulige konkurrencebegrænsende virkninger.

Konkurrenceankenævnet har bl.a. skrevet i kendelsen, at:

”Sådanne fælles indkøbsordninger skal analyseres i deres retlige og økonomiske sammenhæng med hensyn til deres faktiske og sandsynlige virkninger for konkurrencen […]. Vurderingen skal omfatte de mulige begrænsende virkninger på både det eller de relevante indkøbsmarkeder, hvor den fælles indkøbsordning handler med leverandørerne, og det eller de relevante afsætningsmarkeder, hvor parterne i den fælles indkøbsordning kan konkurrere som sælgere.”

Konkurrencerådet afgjorde i juni 2022, at Botex’ adfærd var en overtrædelse af konkurrenceloven. Det er denne afgørelse, som Konkurrenceankenævnet nu har hjemvist til fornyet behandling.

Botex er en landsdækkende, frivillig kæde, som består af 24 selvstændige andelshavere, som hver ejer én eller flere Botex-butikker og/eller gardin-busser, som forhandler boligtekstiler.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.