Pressemeddelelse
Kartelsag om kundedeling afsluttet med bødefritagelse
Virksomheden Codeex A/S og dets moderselskab har fået bødefritagelse (leniency) for at have deltaget i en ulovlig aftale om kundedeling. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har meddelt, at virksomhederne undgår sanktion, fordi de var de første, der henvendte sig til myndighederne om sagen, og har samarbejdet om opklaringen.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven, når konkurrenter aftaler at dele kunderne mellem sig, og det kan medføre store bøder. Men hvis man som den første kommer til os for at afsløre den ulovlige aftale og i øvrigt samarbejder om opklaringen, så kan man helt undgå sanktion.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har givet bødefritagelse (leniency) til Codeex A/S og dets moderselskab for at have overtrådt konkurrenceloven ved at have indgået i et kartel.
Codeex A/S henvendte sig i november 2020 til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med en ansøgning om sanktionslempelse i forbindelse med en aftale om ulovlig kundedeling med konkurrenten Barcode People ApS.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vurderet, at Codeex A/S og dets moderselskab opfylder betingelserne for at kunne få leniency. Blandt andet var Codex og moderselskabet først til at henvende sig til myndighederne med oplysninger om den ulovlige aftale, og de har samarbejdet oprigtigt, fuldt ud, permanent og hurtigt med myndighederne under hele sagen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens meddelelse om leniency betyder, at Codeex A/S og dets moderselskab undgår en sanktion for at have deltaget i kartellet.
Konkurrencerådet traf i oktober 2022 afgørelse om den ulovlige kundedelingsaftale mellem Codeex A/S og Barcode People ApS, og sagen er nu endeligt afsluttet.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Leniency i forbindelse med overtrædelse af konkurrenceloven
- Det er muligt at slippe for bøder og fængselsstraf for at have deltaget i et kartel, hvis man samarbejder med konkurrencemyndighederne og opfylder en række betingelser.
- Den første, der henvender sig til myndighederne med oplysninger om kartellet og opfylder en række betingelser, kan gå helt fri for sanktion.
- Selv om en virksomhed ikke er den første til at henvende sig, er det stadig muligt at få nedsat sanktionen, hvis virksomheden kommer med oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen af en sag.
- En ansøgning om leniency fra en virksomhed omfatter automatisk virksomhedens medarbejdere.
- For virksomheder hedder ordningen bødelempelse, og for fysiske personer kaldes det sanktionslempelse (omfatter både fængsels- og bødestraf). Samlet kaldes ordningen leniency.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.