Pressemeddelelse
Rettighedsalliancen får særlig status til at bekæmpe ulovligt indhold på nettet
DSA-tilsynet fører tilsyn med, at onlineplatforme og sociale medier lever op til kravene i forordningen om digitale tjenester, der har til formål at begrænse udbredelsen af ulovligt indhold på nettet. Tilsynet er kommet godt fra start – de første sager er ekspederet, et europæisk samarbejde etableret, og senest er Rettighedsalliancen udpeget som den første danske pålidelige indberetter.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:
EU’s regler for digitale formidlingstjenester stiller en række nye krav, der skal begrænse udbredelsen af ulovligt indhold på nettet. Foreløbig er erfaringerne gode. Vi har etableret et godt samarbejde med de andre myndigheder i Europa og ekspederet de første sager, herunder screenet to større sager og vurderet, at de havde en kaliber, så EU-kommissionen skulle have dem til videre behandling.
Danmark er blandt de første lande, som har udpeget en pålidelig indberetter. De pålidelige indberettere vil spille en central rolle i bekæmpelsen af ulovligt indhold på nettet, og det er glædeligt, at flere organisationer har ekspertise til og bruger ressourcer på at identificere og anmelde ulovligt indhold.
DSA-tilsynet, der er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har udpeget Rettighedsalliancen som den første pålidelige indberetter i Danmark under forordningen for digitale formidlingstjenester (DSA – Digital Services Act). Rettighedsalliancen har ekspertise inden for krænkelser af intellektuel ejendomsret og andre kommercielle rettigheder.
Onlineplatforme har pligt til at prioritere anmeldelser fra pålidelige indberettere, som har ekspertisen til at kunne anmelde ulovligt indhold præcist og veldokumenteret. DSA-tilsynet har i alt modtaget otte ansøgninger om at opnå status som pålidelig indberetter og er i gang med behandlingen af de øvrige ansøgninger.
DSA-tilsynet i Danmark trådte i kraft i februar 2024 og fører tilsyn med, at digitale formidlingstjenester, som er etableret i Danmark, efterlever reglerne i DSA.
DSA-tilsynet har siden etableringen i februar modtaget 74 klager over mulige overtrædelser af DSA. Heraf vedrører langt hovedparten de største techvirksomheder. Mange klager over, at deres brugerkonto er blevet hacket, og at onlineplatformen derefter har suspenderet den. Brugerne har ikke fået en begrundelse for suspenderingen, og de kan ikke komme i kontakt med tjenesten og få genåbnet deres brugerkonto. Klagerne vedrører i mindre omfang, at brugere har anmeldt ulovligt indhold til platformen, som for eksempel ulovlige produkter, som platformen ikke har reageret på.
En klage, der vedrører Temu, er i juni 2024 oversendt til behandling i Europa-Kommissionen og til det irske DSA-tilsyn. Klagen var indgivet af en række europæiske forbrugerorganisationer, herunder Forbrugerrådet Tænk. I klagen argumenteres blandt andet for, at Temu ikke viser de krævede oplysninger om hvem, der reelt er sælger af produkterne, og at Temu ikke opfylder kravene om gennemsigtighed i sine anbefalingssystemer. Herudover er ti andre klager sendt til det irske DSA-tilsyn, fire sager er afvist og én klage er trukket tilbage.
Det danske DSA-tilsyn tog i maj en sag op, hvor kendte danske tv-værter blev brugt i falske annoncer på Facebook og Instagram. Sagen er oversendt til behandling i Europa-Kommissionen og det irske DSA-tilsyn.
Ud over at behandle klager vejleder DSA-tilsynet danske virksomheder og forbrugere om reglerne, ligesom tilsynet som national koordinator har deltaget i en række møder med andre EU-landes tilsyn og Europa-Kommissionen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har desuden etableret ”Forum for Digitale Tjenester”, hvor relevante virksomheder, private organisationer og myndigheder deltager. Myndighederne er blandt andre Sikkerhedsstyrelsen, Politiet, Forbrugerombudsmanden og Datatilsynet. Det første møde i forummet afholdes i september.
DSA-tilsynet behandler klager over platforme, der er etableret i Danmark. Klager over tjenester, der er etableret i andre medlemslande videresendes til tilsynet i det pågældende land. DSA-tilsynet i Danmark foretager en indledende screening af klagen, inden den videresendes, og DSA-tilsynet assisterer det udenlandske tilsyn i sagsbehandlingen. DSA-tilsynet behandler klager over, hvorvidt platforme efterlever forpligtelserne i DSA. Platformene er efter DSA for eksempel forpligtet til at reagere på anmeldelser om ulovligt indhold. DSA-tilsynet behandler derimod ikke klager over ulovligt indhold, for eksempel om produkter eller ytringer ulovlige.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pålidelige indberettere under forordningen om digitale formidlingstjenester (DSA)
- Forordningen om digitale formidlingstjenester giver mulighed for at udpege eksempelvis organisationer som pålidelige indberettere.
- Onlineplatforme har pligt til at prioritere anmeldelser om ulovligt indhold, der er indgivet af en pålidelig indberetter.
- Pålidelige indberettere har særlig ekspertise i ulovligt indhold inden for et retsområde. De har derfor også ekspertise i forhold til at identificere ulovligt indhold og udforme omhyggelige og veldokumenterede anmeldelser.
- For at få status som pålidelig indberetter skal ansøgere:
- have særlig ekspertise og kompetence til at påvise, identificere og anmelde ulovligt indhold inden for deres ekspertiseområde.
- udøve sin aktivitet som pålidelig indberetter uafhængigt af enhver onlineplatform.
- indgive anmeldelser om ulovligt indhold omhyggeligt, nøjagtigt og objektivt.
- Pålidelige indberettere skal mindst én gang årligt udarbejde og offentliggøre en rapport med oplysninger om blandt andet antallet af anmeldelser om ulovligt indhold.
Reglerne i Digital Services Act (DSA)
- Forordningen om digitale formidlingstjenester stiller blandt andet krav om, at brugerne skal kunne anmelde ulovligt indhold og klage til formidlingstjenesten, hvis den ikke fjerner det ulovlige indhold.
- Brugerne har krav på en begrundelse, hvis en digital formidlingstjeneste fjerner deres indhold, og det skal være muligt at klage til tjenesten over dens beslutning om at fjerne indholdet.
- De digitale formidlingstjenester skal offentliggøre, hvilke kriterier, de anvender, når de vurderer, om noget bestemt indhold skal fjernes.
- Digitale formidlingstjenester, der er tilgængelige for mindreårige, har en særlig pligt til at sikre sig, at tjenesten er tryg og sikker at anvende for mindreårige.
- Enhver, der bruger en digital formidlingstjeneste, som er omfattet af DSA, kan klage til DSA-tilsynet. Det gælder altså både privatpersoner, foreninger, organisationer og virksomheder.
- DSA fastsætter ikke regler om, hvornår et produkt er ulovligt eller hvornår en ytring er ulovlig. Derfor kan brugerne ikke klage over ulovlige produkter eller ytringer på digitale formidlingstjenester til DSA-tilsynet, men de kan klage til tilsynet, hvis en tjeneste for eksempel ikke rettidigt eller omhyggeligt behandler deres anmeldelse om ulovligt indhold.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.