Pressemeddelelse
Sø- og Handelsretten: FK Distribution har misbrugt sin dominerende stilling
Kort tid efter, at FK Distribution (Forbruger Kontakt A/S) blev eneste landsdækkende distributør af adresseløse forsendelser, misbrugte virksomheden sin nyvundne position. FK Distribution har udnyttet sin magt til at tvinge kunderne til at købe digital visning af tilbudsaviser hos FK Distribution på bekostning af konkurrenterne. Sø- og Handelsretten har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse i sagen.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde, siger:
Som følge af Konkurrencerådets og nu også rettens afgørelse kan kunderne hos FK Distribution frit vælge, hvor de vil købe digital visning af deres tilbudsaviser. Da PostNord besluttede ikke længere at omdele fysiske tilbudsaviser, stod FK Distribution tilbage som eneste landsdækkende aktør. Herefter indførte FK Distribution et vilkår om, at distribution af fysiske tilbudsaviser kun kunne købes sammen med digital visning af tilbudsaviser. Det vilkår var egnet til at begrænse konkurrencen og var ulovligt.
Ved at sammenkoble salget af fysisk distribution med digital visning har FK Distribution gjort livet svært for konkurrenter, der driver digitale platforme med tilbudsaviser. FK Distribution har således misbrugt sin dominans på markedet for distribution af adresseløse forsendelser til at begrænse konkurrenternes muligheder på det voksende marked for digital visning af tilbudsaviser.
Adfærden betød blandt andet, at de største kunder på markedet for digital visning var nødt til at handle med FK Distribution, selv om de foretrak at købe den digitale visning hos en konkurrent. Det skyldtes, at netop disse kunder typisk også udsendte fysiske tilbudsaviser, og dem kunne kunderne kun få distribueret, hvis de også købte digital visning hos FK Distribution.
Sø- og Handelsretten har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om, at FK Distribution har misbrugt sin dominerende stilling.
Sø- og Handelsretten skriver i dommen:
”Konkurrencemyndighederne har i afgørelsen foretaget en grundig gennemgang samt en afvejning og en vurdering af alle tilvejebragte oplysninger, herunder de oplysninger Forbruger-Kontakt har indleveret og de oplysninger, der isoleret set indikerer det modsatte resultat. Konkurrencemyndighederne har herefter udøvet et konkurrencemæssigt skøn, der ikke er sikre holdepunkter for at tilsidesætte.”
Et mindretal af dommerne har afgivet dissens. Den vedrører afgrænsningen af markedet for digitale platforme for tilbudsaviser, samt hvorvidt adfærden var egnet til at begrænse konkurrencen.
Sagen er principiel, da det er den første danske sag om en stor aktør, som bruger sin markedsstyrke på et etableret fysisk marked til at afskærme konkurrenter og dermed styrke sin egen position på et voksende digitalt marked.
Sagen vedrører et vilkår, som FK Distribution indførte kort tid efter at være blevet eneste landsdækkende distributør af adresseløse forsendelser – som for eksempel fysiske tilbudsaviser. Hvis kunderne købte en sådan ydelse hos FK Distribution, var det en betingelse, at de også købte visning af deres tilbudsaviser på FK Distributions digitale platforme, blandt andet minetilbud.dk.
FK Distribution har udøvet misbruget i perioden 2018 til oktober 2019.
Markedet for distribution af adresseløse forsendelser har været faldende, mens markedet for digitale platforme for tilbudsaviser har været i vækst. De to markeder er forbundne i den forstand, at en stor del af annoncørerne er kunder på begge markeder.
Sagen blev i første omgang anket til Konkurrenceankenævnet, som i april 2021 stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse. Konkurrencerådet har tidligere besluttet at anmelde sagen til politiet med henblik på en strafferetlig forfølgelse. Denne strafferetlige del af sagen har afventet Sø- og Handelsrettens dom.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.