Pressemeddelelse
Langvarigt kartel blandt kiosker på Himmelbjerget
Hotel Himmelbjerget, der ejer Bjergkiosken, får en bøde på 250.000 kroner, fordi Bjergkiosken har deltaget i et kartel med konkurrenten Ugleboden. Igennem mere end 25 år har kioskerne aftalt at holde sig fra hinandens kunder. Uglebodens ejer har opnået bødefritagelse i sagen.
Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Stefan Kobbernagel, siger:
Det er bestemt ikke den største sag, men beviserne er meget klare, og overtrædelsen er alvorlig. I mere end 25 år har de to kiosker aftalt, at én solgte mad og drikke, og én solgte souvenirs. For forbrugerne har det betydet, at der ikke var konkurrence mellem de to boder. Det er et skoleeksempel på et kartel.
Den ene kiosk bragte selv kartellet frem i lyset og gik til myndighederne. Det er efter vores opfattelse den rigtige vej at gå, så man kan sikre, at kartellet opløses, og at forbrugerne ikke længere bliver ramt af de skadevirkninger, som et kartel typisk giver anledning til. Det drejer sig blandt andet om højere priser og et mindre udvalg.
To boder på Himmelbjerget har i mere end 25 år haft en ulovlig aftale, som bestod i, at Bjergkiosken – ejet af Hotel Himmelbjerget – eksklusivt havde retten at sælge mad- og drikkevarer, mens Ugleboden – ejet af Komiteen til bevarelse af Mindesmærker på Himmelbjerget – eksklusivt havde retten til at sælge souvenirs.
Markedsdelingsaftalen er en overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Overtrædelsen har fundet sted fra i hvert fald 1997 til primo 2023.
Hotel Himmelbjerget har erkendt overtrædelsen og betaler en bøde på 250.000 kroner, mens Komiteen til bevarelse af Mindesmærker på Himmelbjerget har opnået bødefritagelse efter konkurrencelovens bestemmelser om leniency.
For yderligere information
Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Leniency i konkurrencesager
Det er muligt helt at slippe for bøder og fængselsstraf for at have deltaget i et kartel, hvis man som ansøger:
- er den første af karteldeltagerne, som henvender sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med oplysninger om kartellet.
- giver oplysninger, der enten fører til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre en kontrolundersøgelse i forbindelse med kartellet, eller hvis det på baggrund af ansøgningen kan fastslås, at forbuddet mod karteller er overtrådt.
- afslører sin deltagelse i kartellet.
- senest straks efter ansøgningens indgivelse ophører med at deltage i kartellet.
- ikke har ødelagt, forfalsket eller skjult beviser vedrørende kartellet.
- ikke har afsløret ansøgningen over for andre.
- ikke har tvunget andre til at deltage i kartellet.
Karteller
- Karteller er ulovlige aftaler mellem konkurrerende virksomheder, der begrænser konkurrencen.
- Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven at deltage i et kartel.
- Kartelaftaler kan for eksempel være, når virksomheder indgår:
- Markedsdelingsaftaler om, hvordan markederne eller kunderne skal fordeles. Markedsdelingsaftaler går ud på, at virksomheder eller en branche aftaler, hvad eller hvor meget de enkelte virksomheder må producere eller sælge, for på den måde at forhøje priserne eller undgå prisfald.
- Prisaftaler om hvordan priser og rabatter skal fastlægges. Når konkurrerende virksomheder aftaler med hinanden, hvad deres varer eller ydelser skal koste, ensretter de priserne over for kunderne. Det kan fx dreje sig om aftaler om ens prisforhøjelser, ens rabatter, eller en aftale, der forbyder deltagerne at give rabatter.
- Tilbudskoordinering om, hvem der afgiver tilbud på en opgave, eller hvem der skal vinde, og til hvilken pris.
- Karteller straffes med bøde eller fængsel, men der er også mulighed for bødefritagelse eller bødelempelse (leniency).
- Virksomheder, der deltager i konkurrencebegrænsende aftaler, kan pålægges bøder på adskillige millioner.
- Bødens størrelse afhænger af overtrædelsens grovhed, varighed, virksomhedens omsætning samt eventuelle formildende eller skærpende forhold.
- Bøden kan maksimalt udgøre 10 % af virksomhedens globale koncernomsætning. Der kan eventuelt gives et nedslag i bødens størrelse, hvis virksomheden erkender overtrædelsen og vedtager en udenretlig bøde.
- Det er muligt at slippe for bøder og fængselsstraf, hvis man samarbejder med konkurrencemyndighederne og opfylder en række betingelser. Det kaldes sanktionslempelse eller leniency.
Links
- Læs Hotel Himmelbjergets bødeforelæg
- Læs meddelelse om bødefritagelse (leniency) for Komiteen til bevarelse af Mindesmærker på Himmelbjerget
- Vejledning om leniency-programmet i konkurrenceloven
- Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at ansøge eller få råd om leniency
- Lyt til podcast: Konkurrenceloven – hvad må du?
- For virksomheder: Kend konkurrenceloven
- Pressefoto af Stefan Kobbernagel
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.