Pressemeddelelse

Konkurrencen om detailsalg af benzin og autodiesel er forringet

Konkurrencen på markedet for detailsalg af benzin og autodiesel er svækket i forhold til tidligere, og det er alt andet lige blevet dyrere at tanke benzin og autodiesel på tankstationer. Det vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sin seneste undersøgelse af markedet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennem en længere periode haft fokus på konkurrencesituationen og forbrugerforholdene på markedet for detailsalg af benzin og autodiesel. 

Styrelsen vurderer, at konkurrencen er svækket i forhold til perioden før covid-19 lukkede Danmark i marts 2020. Udviklingen har medført, at det alt andet lige er blevet dyrere at købe benzin og autodiesel på tankstationer. 

Siden foråret 2020 er den lokale priskonkurrence, som tidligere karakteriserede markedet, reduceret kraftigt. Dynamikken har ændret sig væsentligt, og der er stort set ens priser på tværs af tankstationer og lokalområder. Desuden ændrer tankstationerne deres priser samtidig. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyste i 2022, at den svækkede konkurrence og de ens priser ikke er opstået som følge af overtrædelser af konkurrenceloven. Styrelsen havde dengang en forventning om, at konkurrencen ville blive genoprettet, fordi efterspørgslen var steget efter covid-19, så der igen ville være grundlag for lokal og øget priskonkurrence mellem selskaberne. Det må imidlertid konstateres, at det ikke er sket.

Pressekontakt:

Kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.