Vejledning

Revisionsinstruks om indberetning af oplysninger til økonomiske rammer og benchmarking

Forsyningssekretariatet har udgivet ”Indberetningsvejledning til økonomiske rammer” dateret marts 2021 (herefter ”indberetningsvejledningen”). Vandselskaber omfattet af vandsektorloven skal indberette oplysninger i overensstemmelse med indberetningsvejledningen senest den 15. april i året efter det år, de indberetter for. Formålet med denne revisionsinstruks er at redegøre for hvilke oplysninger i VandData, som vandselskabernes revisor skal revidere, samt hvilke arbejder revisor som minimum skal udføre for at kunne afgive en revisorerklæring på oplysningerne, som er indberettet i VandData. Til brug for revisors erklæring på indberetningen i VandData er der i tilknytning til denne revisionsinstruks udarbejdet skabeloner for revisorerklæringer, som revisor skal anvende.