Afgørelse

Nummer
SIF-17/06294

Emner

  • Betalingstjenestelovengenerisk

Omkostningsundersøgelse af Dankortet gennemført

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført en undersøgelse af omkostningerne ved driften af dankortsystemet. Undersøgelsen er en del af styrelsens tilsyn med en bekendtgørelse, der regulerer hvad fysiske forretninger skal betale til Nets for at modtage Dankort.

På baggrund af en samlet vurdering har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fundet, at de relevante omkostninger til driften af dankortsystemet udgjorde 486 mio. kr. i 2016. Den maksimale abonnementsbetaling Nets må opkræve af forretningerne for brug af Dankort i den fysiske handel er således 486 mio. kr. i 2018 og 2019.

De beregnede omkostninger for 2016 er ca. 3 mio. kr. lavere end de beregnede omkostninger i 2014. Baggrunden for ændringen skyldes bl.a. ændringer i bankernes omkostninger til kortproduktion og omkostningerne i forbindelse med misbrug af Dankortet.

Styrelsen har i forbindelse med indhentning af oplysninger fra pengeinstitutterne, gennemført en omfattende analyse og validering af pengeinstitutternes indberetning, ligesom styrelsen har foretaget en analyse af Nets’ indberettede omkostninger og udviklingen i disse, med henblik på at sikre, at omkostningerne er retvisende og en eventuel omkostningsændring er tilstrækkelig begrundet.

For nærmere oplysninger om undersøgelsen henvises til styrelsens afgørelse af 12. december 2017.