Afgørelse

Nummer
3:1120-8901-378/Infrastruktur/pd

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering
  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

HORESTAs klage over Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF)

Støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond kan forvride konkurrencen

Pressemeddelelse - 24. april 2002

Konkurrencerådet har i dag henstillet til beskæftigelsesministeren, at reglerne for udbetaling af støtte fra AFF (Arbejdsmarkedets Feriefond) omlægges, så støtten til ferieaktiviteter ikke skader private udlejere og restauratører.

HORESTA har klaget til Konkurrencestyrelsen over, at støtte fra AFF til fx feriecentre har ført til, at private feriecentre har måttet lukke.

AFF giver alene støtte til fonde, selvejende institutioner eller lignende – herunder ikke mindst Dansk Folkeferie - mens private erhvervsdrivende ikke kan få støtte.

En stor del af Feriefondens støtte påvirker ikke konkurrencen mærkbart. Det gælder fx støtte til oplevelses- og aktivitetsprojekter uden overnatningsmuligheder, som generelt tiltrækker turister, og derfor kommer hele det lokale turisterhverv til gode. Støtte til indretning af feriefaciliteter for handicappede og andre udsatte grupper giver heller ikke problemer for konkurrencen.

Derimod forvrider driftsstøtte til feriecentre med overnatningsmuligheder konkurrencen i forhold til de private virksomheder. Driftsstøtte er den mest skadelige form for støtte, fordi den giver modtageren en form for underskudsdækning og derved mindsker modtagerens incitamentet til at effektivisere driften for at klare sig i konkurrencen. Konkurrencerådet anbefaler derfor, at AFF ikke længere giver driftsstøtte til feriecentre med overnatningsmuligheder. Herudover anbefaler rådet, at såkaldte sideaktiviteter (fx restauranter og cafeterier samt overnatninger mv. til ikke-ferie formål) udskilles regnskabsmæssigt og foregår på markedsvilkår.

AFFs støttepolitik er lovlig i henhold til ferielovgivningen. Konkurrencerådet kan derfor ikke gribe direkte ind i medfør af konkurrenceloven. I stedet har Rådet anvendt muligheden for i et brev at henvende sig direkte til ministeren og komme med forslag til at løse konkurrenceproblemerne. Ministeriet skal svare på henvendelsen inden 3 måneder.