Teknologiske (first mover) monopoler i relation til konkurrenceloven

Rådsmødet den 16. december 1998

1. Resumé

Konkurrencerådet har bedt Konkurrencestyrelsen om at udarbejde et notat om de konkurrencemæssige aspekter i situationer, hvor der er et teknologisk skabt first mover monopol med netværkseksternaliteter (herefter benævnt "teknologisk first mover monopol") på et infrastrukturmarked (upstream marked). For at drive forretning er virksomheder på de tilknyttede tjenestemarkeder (downstream markeder) nødt til at tilslutte sig en sådan infrastruktur.

På mødet den 26. august 1998 vedtog Konkurrencerådet nogle principper for reguleringen af prisfastsættelsen for ydelser fra forsyningsmonopoler. Disse principper gælder også for teknologiske first mover monopoler. Når det alligevel er fundet nødvendigt at udarbejde et nyt notat om specielt first mover monopoler, skyldes det Konkurrencerådets ønske om en mere konkret vurdering af forholdene i et first mover monopol. Det er ligeledes hensigten med dette notat at gå et "spadestik dybere" end i ovennævnte "principnotat", hvor der alene blev peget på en række forskellige prisreguleringsmetoder, der er i overensstemmelse med konkurrenceloven. Dette notat giver et bud på, hvordan den konkrete pris for adgang og anvendelsen af infrastrukturen i first mover monopolet bør fastsættes i forhold til konkurrenceloven. Den anviste prisfastsættelsesmetode er så generel, at den også forudsættes at kunne anvendes i forhold til forsyningsmonopoler. Der kan dog være tilfælde, hvor et forsyningsmonopol har en så anderledes omkostningsstruktur, at der bør anvendes andre prisfastsættelsesmetoder.

Da first mover monopolet på flere måder adskiller sig fra de forsyningsmonopoler, som blev behandlet i "principnotatet", vil der også i notatet blive gjort rede for teorien om disse monopoltyper, herunder om fordele og ulemper i relation til samfundsmæssig effektivitet. Herefter analyseres monopolernes prisfastsættelse i forhold til konkurrenceloven.

2. Afgørelse

Konkurrencerådet tog nedenstående principper og metoder til fastsættelse af priser for adgang til og benyttelse af teknologiske first mover monopoler til efterretning

• Udgangspunktet, for at vurdere om first mover monopolets priser er rimelige, er, at monopolets samlede indtægter for adgang og ydelser ikke må overstige de nødvendige omkostninger ved en effektiv drift incl. en rimelig forrentning. Ved vurderingen af hvornår en forrentning er "rimelig", bør der tages hensyn til ejerens historiske investeringsrisiko, det fremadrettede behov for investeringer i ny infrastruktur, samt til samfundets behov for at tiltrække virksomheder og skabe konkurrence på de tilknyttede vare- og tjenestemarkeder.

• Ved vurderingen af effektiviteten i en teknologisk infrastruktur bør anvendes benchmarking. Hvis det er muligt, bør der anvendes benchmarking i forhold til lignende virksomheder i andre lande og/eller andre brancher. Ellers bør der anvendes benchmarking i forhold til "best practice".

Ved fordelingen af infrastrukturens indtægter på kunderne (prisfastsættelsen) kan der anvendes flere forskellige metoder, som er i overensstemmelse med konkurrencelovens principper. I det følgende er det lagt til grund, at der opkræves betaling for såvel tilslutningen (en gang for alle), et abonnement samt en forbrugsafhængig, løbende afgift

• Det vil normalt være lovligt, hvis infrastrukturen fungerer som et selskab, fx et aktie-, andelsselskab-, anparts-, interessent- eller et brugerejet selskab, at kræve medlemskab eller ejerskab for at kunne bruge infrastrukturen. Hvis dette er tilfældet, kan det imidlertid kræves, at alle interesserede kan opnå medlems- eller ejerskab på lige og ikke-diskriminerende vilkår. Betalingen for en ejerandel skal i givet fald fastsættes med udgangspunkt i den bogførte egenkapital.

• Infrastrukturen vil kunne kræve en engangstilslutningsafgift. Dette vil også være lovligt, hvis de hidtidige brugere har opnået billig tilslutning, mens en eller flere nye brugere nødvendiggør betydelige nyinvesteringer, og dermed belastes med en betydeligt større engangstilslutningsafgift. Det vil konkurrenceretligt kunne kræves, at tilslutningsafgiften ikke må overstige de faktiske tilslutningsomkostninger. Det vil imidlertid være lovligt for infrastrukturejeren at betragte et større antal nye brugere som tilhørende samme gruppe og herefter kræve en ens tilslutningsafgift af disse. Det vil også kunne være lovligt for infrastrukturejeren at opkræve en lavere tilslutningsafgift end de faktiske tilslutningsomkostninger, i tilfældet hvor det er nødvendigt for at tilskynde nye brugere til at koble sig på infrastrukturen og derved opnå en effektivitetsgevinst også for de hidtidige brugere.

• Abonnementet kan lovligt dække infrastrukturens faste omkostninger tillagt en rimelig forrentning. Eftersom de faste omkostninger ofte ikke kan fordeles på nogen objektiv måde mellem de enkelte brugere, vil der normalt være et betydeligt råderum for infrastrukturens måde at gøre det på. Infrastrukturen bør dog i stort omfang lade de enkelte virksomheders abonnement stå i forhold til deres belastning af systemet. Abonnementet kan være så ulige fordelt i forhold til brugerens belastning af infrastrukturen, at det efter en konkret vurdering vil udgøre et misbrug, fx i form af forvridning af konkurrencen mellem erhvervsdrivende. Det vil være lovligt, at abonnementet kun dækker en del af de faste omkostninger. I tilfældet hvor belastningen af systemet er forbrugsafhængigt, kan det være hensigtsmæssigt at fordele abonnementet efter en proxy for det løbende forbrug (som det fx er normalt for varmeværker, hvor abonnementet afhænger af boligarealet). Det skyldes, at hvis abonnementet afhænger af det faktiske forbrug, så vil der reelt være tale om en forøget løbende forbrugsafgift, som kan give et uhensigtsmæssigt incitament til for lav kapacitetsudnyttelse. I tilfældet hvor belastningen af systemet er forbrugsuafhængigt kan det være hensigtsmæssigt at lade de tilkoblede virksomheder betale samme abonnement.

• I tilfældet hvor ny tilslutning kræver kapacitetsudvidelser, består tilslutningsudgifterne både af administrative og tekniske opkoblingsudgifter, dvs. "rene opkoblingsudgifter", men også af udgifterne til kapacitetsudvidelser. Når adgang til en infrastruktur giver anledning til kapacitetsudvidelser, kan infrastrukturen vælge at lade engangstilslutningsafgiften dække de "rene opkoblingsudgifter", og herefter lade brugerne af den nye kapacitet betale udgifterne til udvidelsen over abonnementet. I dette tilfælde skal de nye brugere både betale abonnement for deres belastning af den oprindelige og den nye infrastruktur.

• Den løbende forbrugsafgift bør som udgangspunkt kun dække de variable omkostninger, som den enkelte virksomhed giver anledning til. Infrastrukturens behov for en rimelig forrentning bør i stedet tilgodeses gennem abonnementsopkrævningen. Det er som udgangspunkt uhensigtsmæssigt, hvis den løbende afgift er højere end marginalomkostningen, fordi dette vil give incitament til en uøkonomisk lav udnyttelse af infrastrukturen. Omvendt vil der være tilfælde, hvor de variable omkostninger er så tæt på nul, at det vil være lovligt og hensigtsmæssigt at tage en forbrugsafgift, der ligger over marginalomkostningerne. Det vil fx være tilfældet i et datasystem, hvor marginalomkostningerne er nul. Brugerne vil i den situation tilskyndes til et forbrug, der ligger væsentligt ud over deres behov, og dermed vil de kunne skabe skadelige kapacitetsproblemer for andre brugere af infrastrukturen.

Hvis forsyningsmonopoler prisfastsætter adgang og anvendelse af en infrastruktur efter de anviste principper, forudsættes det at være i overensstemmelse med konkurrenceloven. Men omkostningsstrukturen i visse forsyningsmonopoler kan dog være så anderledes, at der bør anvendes andre prisfastsættelsesmetoder.

3. Sagsfremstilling

3.1. Teori om monopoler og netværk

Teknologisk first mover monopol

Betegnelsen et first mover monopol relaterer sig til den måde, som et monopol er opstået på. Med teknologisk henvises til, at infrastrukturen er et datasystem med både hardware og software.

Et first mover monopol er opstået ved, at en virksomhed som den første ("first mover") har lanceret et produkt eller ydelse. First mover produktet har efterfølgende vist sig at udgøre et selvstændigt marked. Hvis der ikke efterfølgende er kommet nye alternative udbydere, taler man om, at den oprindelige udbyder har et first mover monopol.

Netværk

I økonomisk forstand eksisterer der to former for netværk. Netværk ², som er fysisk forbundet, og netværk, som ikke er fysisk forbundet, men hvor ydelserne på infrastruktur- og ydelsesmarkederne har stor grad af komplementaritet.

Et fysisk forbundet netværk er karakteriseret ved, at en række forbindelseslinjer er fysisk forbundne med en række udbuds- og/eller efterspørgselspunkter. Et typisk eksempel er kollektiv elforsyning. Kraftværker (udbudspunkter) producerer til transmissions- og distributionsnettene (forbindelseslinjer), som fordeler elektriciteten ud til forbrugerne (efterspørgselspunkter).

Et netværk, som ikke er fysisk forbundet, er som nævnt kendetegnet ved, at der er stor afhængighed (komplementaritet) mellem ydelserne på infrastruktur- og tjeneste markederne. I yderste konsekvens kan de to markeder ikke klare sig uden hinanden. Et eksempel på et ikke fysisk forbundet netværk er, markederne for computerhardware og operativsystemer (infrastruktur) og markedet for anvendelsessoftware (tilknyttet tjenestemarked).

For begge typer netværk gælder, at infrastrukturen ofte er et monopolområde. Omvendt er der normalt flere brugere af infrastrukturen, som hver især er afhængige af adgang til infrastrukturen for at kunne drive forretning.

Et typisk eksempel på et ikke fysisk forbundet netværk med stærk dominans på infrastruktur markedet er Microsoft Windows operativsystemet på markedet for operativsystemer til PC'ere. Brugerne er her efterspørgerne, mens udbydere af software producerer til Windows platformen.

Netværkseksternaliteter

Netværkseksternaliteter ³ refererer til den situation, hvor værdien af et produkt eller en ydelse vokser med dens udbredelse/salg.

Netværkseksternaliteter kan opstå på to måder. Enten kan de opstå direkte på efterspørgselssiden. I den situation vokser efterspørgernes nytte af et produkt med antallet af øvrige efterspørgere, der efterspørger det samme produkt.

Telefonforbindelser, dvs. oprettelse af et telefonnummer, er et godt eksempel herpå, da en forbrugers nytte af en telefonforbindelse stiger med antallet af øvrige tilkoblede forbrugere.

På samme måde er der direkte netværkseksternaliteter ved betalingskortsystemer, da forbrugernes nytte ved at have et kort vokser med antallet af steder, hvor der kan handles med kortet. På samme måde stiger de handlendes (forretningernes) nytte ved at installere en terminal, der modtager betalingskort, med antallet af forbrugere, der ønsker at betale med et kort.

Netværkseksternaliteter kan også opstå indirekte på udbudssiden. Det sker, hvis udbredelsen af infrastrukturen vokser, og der samtidig er stigende skalaafkast i produktionen af varer og ydelser på de tilknyttede markeder ⁴. I den situation får producenterne på vare/tjenestemarkederne (fx producenter af CD’ere) – som en direkte følge af den større markedsudbredelse af produkter på infrastruktur markedet (fx CD afspillere) – mulighed for at realisere nogle stordriftsfordele gennem salg af flere og forskellige produkter til et større marked.

Efter alt at dømme eksisterer der klare indirekte netværkseksternaliteter på markederne for computere, operativsystemer med en bestemt standard, cd-afspillere og videomaskiner med en bestemt standard. I takt med en stigende udbredelse af disse produkter bliver det muligt at udbyde en større og mere varieret mængde af software, CD’ere og videoudsendelser til (efter al sandsynlighed) lavere enhedsomkostninger.

3.2. To eksempler på first mover monopoler

DANPOT

DANPOT ⁵ er et eksempel på et first mover monopol med netværkseksternaliteter og teknologisk infrastruktur. DANPOT blev stiftet i 1993 som et fælles data kommunikationscenter mellem producenter og salgsselskaber af prydplanter. I øjeblikket er 355 gartnerier og 21 salgsselskaber tilknyttet. DANPOT er ejet af 19 af de tilknyttede salgsselskaber.

I praksis fungerer DANPOT ved, at hvert tilknyttet gartneri fremsender et tilbud på salg af en given art blomster til en given pris. Tilbuddet fremsendes til DANPOT kommunikationscenteret, som herefter sender det videre til de salgsselskaber, som gartnerierne ønsker. Tilbuddet opdateres løbende, dvs. at et konkret tilbud overfor et salgsselskab altid løbende korrigeres for salg til andre salgsselskaber. En del af systemets fordel er derfor, at tilbuddet altid er up-to-date.

Efter at have modtaget tilbuddet giver salgsselskaberne svar på udbuddet. Det kan ske ved accept af tilbuddet, fremsendelse af nyt tilbud eller ved at tilbuddet afvises uden yderligere tilbud. I tilfældet hvor salgsselskaberne fremsætter et nyt tilbud, forhandler gartneriet og salgsselskabet via nettet, indtil der er opnået enighed, eller indtil parterne beslutter, at der ikke kan opnås enighed. Systemet fungerer i dette tilfælde som en auktionsplads.

DANPOT har et first mover monopol på at udbyde en datainfratruktur, som fungerer som datakommunikationscenter mellem producenter og sælgere af blomster. Gennem DANPOT systemet indgår gartnerier og salgsselskaber i et fysisk forbundet netværk. Både gartnerierne og salgsselskaberne kan i princippet drive forretning uden medlemskab af DANPOT. Men DANPOT-systemet giver store positive netværkseksternaliteter til både producenter og sælgere af blomster. Gartnerier og salgsselskaber, som ikke er medlemmer af DANPOT, står derfor markant dårligere i konkurrencen. Netværkseksternaliteterne opstår, fordi sælgernes transaktionsomkostninger falder med antallet af deltagere i DANPOT-systemet. Det skyldes dels, at sandsynligheden for at en sælger får afsat sit produkt stiger med antallet af deltagere, men også at det gennemsnitlige tidsforbrug per transaktion falder med antallet af deltagere.

Dankortsystemet

Dankortsystemet som udbydes af PBS, Pengeinstitutternes Betalings Systemer, er et first mover monopol med netværkseksternaliteter og teknologisk infrastruktur. PBS er skabt og ejet af pengeinstitutterne og sælger en række betalingsformidlingsydelser, hvor hovedparten er baseret på anvendelse af en teknologisk infrastruktur. Som eksempler på produkter kan nævnes Dankortet og Betalingsservice ⁶.

I praksis fungerer pengeinstitutternes fælles betalingskortsystem, Dankortsystemet, ved, at kortholderne anvender Dankortet til at gennemføre en transaktion i en forretning, pengeinstitut, posthus eller andetsteds, hvor der kan foregå en kort baseret betaling. Betalingsmodtageren modtager herefter sine penge ved, at der sker en indløsning af Dankortbetalingen og en senere clearing hos PBS. Clearingen er en operation, hvor kortholders konto fratrækkes et beløb svarende til det beløb, som indsættes på betalingsmodtagers konto. For hovedparten af transaktionerne foregår indløsningen og clearingen automatisk, da de fleste modtagere af Dankort har terminaler, som er tilknyttet PBS netværk.

Pengeinstitutterne i Danmark kan udstede Dankort til deres kunder mod at betale PBS et tilslutningsbeløb, et abonnement, og et transaktionsgebyr, hver gang kortholderen gennemfører en transaktion. Betalingsmodtagerne, dvs. primært forretningerne, kan tilkoble sig systemet ved at investere i en terminal, som kobler dem op på PBS.

Som systemet hidtil har været indrettet, er det alene PBS, som kan gennemføre indløsning og clearing af Dankortbetalinger ⁷. Samtidig er det et krav, at Dankortterminalerne alene er koblet op til PBS’ infrastruktur. Disse forhold gør, at PBS’ Dankortsystem har fået et first mover monopol på betalingskort infrastrukturen. Infrastrukturen indgår i et netværk, hvor pengeinstitutterne er nødt til at koble sig på, hvis de vil udstede Dankortet til deres kunder, og hvor forretningerne er nødt til at tilkoble sig systemet – hovedsageligt med en terminal - for at kunne modtage betaling med Dankortet.

Der er samtidig klare netværkseksternaliteter i Dankortsystemet. Som tidligere nævnt vokser forbrugernes nytte ved at have et kort med antallet af steder, hvor der kan handles med kortet. På samme måde stiger de handlendes nytte ved at installere en terminal, der modtager betalingskort med antallet af forbrugere, der er i besiddelse af et kort.

3.3 Effektivitetsfordele og -ulemper ved first mover monopoler

Når en teknologisk infrastruktur med netværkseksternaliteter oprettes, opstår der et nyt marked. Det er positivt og bidrager til samfundsmæssig effektivitet. Dels fordi infrastrukturen tilgodeser en efterspørgsel, som ikke tidligere er blevet tilgodeset. Men også fordi eksistensen af netværkseksternaliteter i sig selv bidrager til samfundsmæssig effektivitet. Årsagen er, at netværkseksternaliteterne enten giver større nytte for efterspørgerne af infrastrukturens ydelse, og/eller gør det muligt for de virksomheder, der producerer varer eller ydelser, der anvendes i tilknytning til infrastrukturen, at realisere stordriftsfordele. Oprettelsen af DANPOT og Dankortet er klare eksempler på navnlig den første type fordele. Mens Microsoft Windows styresystemet til PC'ere er et eksempel på den anden type fordele, idet den giver softwareproducenterne mulighed for at realisere stordriftsfordele.

Men oprettelsen af en teknologisk infrastruktur med netværkseksternaliteter kan også være forbundet med nogle uheldige konsekvenser. Det skyldes, at et eksisterende monopol med netværkseksternaliteter nærmest gør det umuligt for konkurrerende infrastrukturer at komme ind på markedet. Med store netværkseksternaliteter ved den eksisterede infrastruktur ønsker de enkelte efterspørgerne og producenterne på de tilknyttede vare/tjenestemarkeder ikke at skifte til et substituerende produkt. Et forsøg på priskonkurrence fra den indtrængende udbyder af ny infrastruktur vil derfor i hovedreglen have ringe effekt.

Eksistensen af adgangsbarrierer giver anledning til en række problemer. For det første vil en stor fortjeneste hos de etablerede virksomheder ikke i sig selv lede til ny markedsadgang. Eftersom ejeren af den teknologiske infrastruktur er klar over dette, vil virksomheden alt andet lige kunne oppebære en større fortjeneste end på et marked med virksom konkurrence. Dertil kommer, at monopolvirksomheden ikke i samme grad vil blive presset til at være effektiv som en konkurrenceudsat virksomhed. Det manglende konkurrencepres giver ikke kun ineffektivitet på infrastrukturmarkedet, men leder også til højere omkostninger på følgemarkederne. Endelig vil mulighederne for innovation i nye og forbedrede infrastrukturprodukter generelt være dårligere end det er tilfældet på et konkurrencebaseret marked. Det skyldes, at nye udbydere har svært ved at komme ind på markedet.

3.4 Konkurrencelovens bestemmelser

Når der på en infrastruktur eksisterer et teknologisk first mover monopol med netværkseksternaliteter, er virksomhederne på de tilknyttede vare/tjenestemarkeder afhængige af adgang til infrastrukturen. Dertil kommer, at vilkår og priser har afgørende betydning for konkurrencen på de tilknyttede tjenestemarkeder.

Priser og vilkår for adgang

Prisfastsættelsen for first mover monopoler med netværkseksternaliteter samt deres fastsættelse af vilkår for adgang til infrastrukturen er ligesom for andre virksomheder med dominerende stilling omfattet af konkurrenceloven ⁸. Det fremgår af konkurrencelovens § 11, stk.1, at "det er forbudt for en eller flere virksomheder m.v. at misbruge en dominerende stilling på det danske marked eller en del heraf". Det følger videre af § 11, stk. 2, nr. 1, at et sådant misbrug bl.a. kan foreligge, når der påtvinges urimelige salgspriser eller andre urimelige forretningsbetingelser.

Det fremgår videre af bemærkningerne til konkurrenceloven, at der ved vurderingen af, om en given vares pris er for høj, tages udgangspunkt i den pris og avance, som ville være dannet på et marked med virksom konkurrence.

Udefra bemærkningerne til konkurrenceloven følger det videre, at bedømmelsen af virksomhedens omkostningsstruktur skal foretages på grundlag af forholdene i en virksomhed, der drives på en teknisk og kommercielt hensigtsmæssig måde.

Hvad angår fastsættelsen af vilkår for adgang, fremgår det af konkurrencelovens 11 stk.2, nr. 3, at "en dominerende virksomhed eller et monopol ikke må anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi overfor handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen" ⁹ .

Det fremgår af bemærkningerne til konkurrenceloven, at der fx er tale om forbudt diskriminering af handelspartnere, hvis der til visse virksomheder tilbydes rabatter eller bonus, som ikke ydes til andre aftagere, der under samme omstændigheder får leveret samme mængder.

Hovedreglen er at prisdifferentiering i form af omkostningsbestemte eller præstationsbestemte rabatter eller provisioner ikke medfører skadelige virkninger på priserne eller konkurrencen. Tværtimod kan den fremme en effektiv konkurrence, hvis den baserer sig på objektive og rimelige kriterier og er kendte for alle køberne.

Omvendt vil en dominerende infrastrukturvirksomheds praktisering af ren prisdiskriminering, dvs. når udvalgte kunder på tilknyttede vare/tjenestemarkeder får ikke-omkostningsbegrundede prisnedslag, som hovedregel være forbudt. Det vil fx være tilfældet, hvis prisdiskrimineringen bevirker konkurrenceforvridning på de tilknyttede tjenestemarkeder, eller hvis prisdiskrimineringen bevirker, at adgangen til infrastrukturmarkedet eller tjenestemarkederne hæmmes eller spærres for potentielle konkurrenter.

I tilfældet hvor virksomhederne, der diskrimineres overfor, ikke optræder på samme marked, er diskrimineringen ikke nødvendigvis forbudt, jf. Konkurrencestyrelsens rapport om prisdiskriminering. Årsagen er, at prisdiskriminering i dette tilfælde ikke har skadelige virkninger for konkurrencen. I stedet kan den bidrage til øget effektivitet, da den muliggør en større afsætning og en bedre kapacitetsudnyttelse for den dominerende virksomhed end en ensartet prisfastsættelse.

Konkurrencelovens hovedprincipper for prisfastsættelsen i first mover monopoler med netværkseksternaliteter samt deres vilkår for adgang til infrastrukturen kan sammenfattes på nedenstående måde

• Priserne skal dække de nødvendige omkostninger ved rationel drift.
• Monopolets priser vil ikke kunne sættes lavere, end at der gives dækning for alle omkostninger – såvel faste som variable - ved teknologisk og kommerciel hensigtsmæssig drift, samt en efter risikoforholdene rimelig avance.
• First mover monopolet må kun anvende forskellige vilkår og priser for ydelser af samme værdi overfor kunder, hvis differentieringen skyldes omkostningsbesparelser, fx stordriftsfordele, eller hvis virksomhederne der diskrimineres overfor ikke optræder på samme marked.

3.5 Forskellige metoder til vurdering af effektiviteten og priserne i first mover monopolet

Priserne for adgang (tilslutning) til en teknologisk infrastruktur og ydelserne derfra skal beregnes, så de er i overensstemmelse med konkurrencelovens grundlæggende princip om, at priser og vilkår for adgang skal være rimelige og ikke-diskriminerende.

Indtægternes størrelse skal svare til de nødvendige omkostninger (incl. en rimelig forrentning) ved en effektiv drift
Udgangspunktet for at vurdere om priserne er rimelige, er, at monopolets samlede indtægter for adgang og ydelser skal svare til de nødvendige omkostninger ved en effektiv drift incl. en rimelig forrentning.

I tilfælde af en klage over for høje priser, ville Konkurrencestyrelsen være nødt til at vurdere monopolets effektivitet. Det vil indebære en sammenligning af det faktiske omkostningsniveau med de omkostninger, der kan beregnes ud fra forskellige metoder til pris- og omkostningsregulering i henhold til konkurrencelovens principper om en effektiv ressourceanvendelse ¹⁰.

i) Grænseomkostningsprincippet
Som udgangspunkt opnås den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige regulering af monopoler, når priserne fastsættes efter de grænseomkostninger, som virksomheden ville have haft ved en effektiv drift, dvs., grænseomkostningsprincippet.

Men et krav om, at en teknologisk infrastruktur kun må have indtægter, der svarer til et niveau, hvor priserne er lig grænseomkostningerne ved en effektiv drift, kan ikke anbefales. Årsagen skal bl.a. findes i, at omkostningsstrukturen ved en teknologisk infrastruktur i et vist omfang ligner et naturligt monopol. Der er relativt store faste installationsomkostninger ¹¹, mens de variable omkostninger ¹² indenfor kapacitetsgrænsen som regel er konstante og tæt på nul. Et krav om, at prisen skal være lig marginalomkostningerne, vil derfor altid lede til et negativt resultat, selvom virksomheden drives effektivt. Virksomhedens overlevelse vil således være i fare. Grænseomkostningsprincippet går dermed videre end den generelle konkurrencelovs principper om prisfastsættelsen af monopoler. Konkurrenceloven giver altid mulighed for, at virksomheder, der drives teknisk og kommercielt hensigtsmæssigt, kan indregne alle nødvendige omkostninger samt en avance afpasset efter risikoforholdene.

Dertil kommer, at grænseomkostningsprincippet svækker investeringsincitamentet. Dette er uheldigt da en teknologisk infrastruktur netop er karakteriseret ved, at den hurtigt forældes. Hvis ejeren af infrastrukturen skal have et incitament til løbende at investere i nye og mere effektive infrastrukturer, er det vigtigt, at der gives mulighed for en rimelig forrentning ¹³.

ii) Benchmarking
Benchmarking metoden fungerer ofte ved, at der foretages en sammenligning med priserne/omkostningerne i sammenlignelige brancher eller samme brancher i andre dele af lande og/eller i udlandet.

Denne form for benchmarking er i en del tilfælde mere vanskelig at anvende overfor en teknologisk infrastruktur end et forsyningsmonopol. Forsyningsmonopoler som jernbaner, telenet og kollektiv energiforsyning har mange ligheder på tværs af landegrænserne. Det er derfor relativt nemt, at benchmarke forsyningsmonopolers omkostninger og priser i forskellige lande.

Teknologiske infrastrukturer er som regel specielt udviklet til forholdene i en given branche i et givet land. Derfor kan det være vanskeligt at finde sammenlignelige datasystemer i andre dele af landet eller i udlandet. En benchmarking metode, hvor der sammenlignes med andre infrastrukturer i andre lande eller i andre brancher, kan derfor i nogle tilfælde mere usikker overfor teknologiske infrastrukturer end overfor forsyningsmonopoler.

I nogle tilfælde egner en teknologisk infrastruktur sig bedre til benchmarking efter "best practice". Benchmarking efter "best practice" er kendetegnet ved, at specialister med teknisk og økonomisk indsigt analyserer, hvor store omkostninger der er nødvendige for at gennemføre en produktion på en given størrelse i infrastrukturvirksomheden. Når en teknologisk infrastruktur er opbygget som et overskueligt og afgrænset datasystem, vil en sådan vurdering ofte kunne gennemføres med en rimelig sikkerhed. Udefra benchmarking efter "best practice" princippet vil virksomhedens priser kun være rimelige, hvis de svarer til omkostningerne ved best practice tillagt en rimelig forrentning.

Ved en konkret vurdering af effektiviteten i en teknologisk infrastruktur bør der anvendes en form for benchmarking, som giver størst mening. Det taler for at anvende benchmarking i forhold til lignende virksomheder i andre lande og/eller andre brancher, hvis det er muligt. Ellers må der anvendes benchmarking i forhold til "best practice".

Rimelig forrentning
Spørgsmålet om rimelig forrentning afhænger af to modstridende overordnede hensyn: Dels det fremadrettede behov for investeringer i ny og mere effektiv infrastruktur på et givet område, dels samfundets behov for at tiltrække virksomheder og skabe konkurrence på de tilknyttede vare/tjenestemarkeder.

Teknologiske infrastrukturer har ofte netværkseksternaliteter. Deres betydning for effektiviteten på infrastrukturmarkedet og de tilknyttede tjenestemarkeder er derfor stor. For at sikre at der til stadighed udvikles og investeres i nye teknologiske infrastrukturer, er det vigtigt, at infrastrukturen sikres en vis forrentning til dækning af den risiko, der er forbundet med investeringen. Uden mulighed for forrentning vil virksomhederne på følgemarkederne være tilbageholdende med at foretage investeringer i ny infrastruktur. En sådan situation vil i værste fald kunne lede til et strategisk spil, hvor de enkelte virksomheder på følgemarkederne ikke har tilstrækkelige incitamenter til selv at opbygge en infrastruktur, men i stedet venter på at andre opbygger en ny infrastruktur, som de vil kunne anvende. En sådan situation vil bremse udviklingen af teknologiske infrastrukturer og dermed virke skadeligt på markedernes effektivitet.

Indenfor eksisterende datasystemer er investeringer i ny teknologi en nødvendig forudsætning for fortsat effektivitet. Også dette forhold nødvendiggør, at infrastrukturen opnår en rimelig forrentning. Spørgsmålet om rimelig forrentning afhænger af behovet for reinvestering i den konkrete branche. I brancher som er under forandring pga. ændrede udbud- og efterspørgselsforhold eller ændrede institutionelle forhold, vil behovet for nyinvesteringer til nye datasystemer alt andet lige være højere.

Men størrelsen af en rimelig forrentning afhænger også af, i hvor høj grad samfundet ønsker at tiltrække virksomheder på vare/tjenestemarkederne. Jo mindre forrentning man tillader i infrastrukturen, desto billigere bliver adgangen til infrastrukturen, og dermed får konkurrencen på vare/tjenestemarkederne de gunstigste vilkår for at udfolde sig.

3.6. Fastsættelse af priser for af adgang til og benyttelse af den teknologiske infrastruktur

Prisfastsættelsen i en teknologisk infrastruktur afhænger af, om der er tale om et fysisk- eller et ikke-fysisk forbundet netværk. Prisfastsættelsen i et netværk, som ikke er fysisk forbundet, er den mest enkle. I dette tilfælde skal der kun fastsættes en pris overfor kunderne, der efterspørger produktet/ydelsen. Det svarer til en situation, hvor en virksomhed på normal vis prissætter et produkt, som den afsætter på et marked. Ved et fysisk forbundet netværk derimod skal efterspørgerne (virksomhederne på et tilknyttet tjenestemarked) i stedet betale for at anvende infrastrukturen, og en sådan pris vil være sammensat af flere forskellige priser, fx en pris for adgang, et abonnement og en forbrugsafhængig afgift.

I nogle tilfælde vil fysisk forbundne netværk fungere som et selskab, fx et aktie-, andels-, interessent-, eller et brugerejet selskab. Adgang til at anvende infrastrukturen vil så i enkelte tilfælde være betinget af, at brugerne har medlemskab eller ejerskab af infrastrukturen. Konkurrenceretligt vil det i dette tilfælde kunne kræves, at alle interesserede kan opnå medlems- eller ejerskab på lige og ikke-diskriminerende vilkår, og at betalingen for en ejerandel fastsættes med udgangspunkt i den bogførte egenkapital.

Metoden til prisfastsættelse, der gennemgås i det følgende, relaterer sig til et fysisk forbundet netværk.

En konkret prisfastsættelse kan være udformet efter flere forskellige metoder, som er i overensstemmelse med konkurrencelovens principper. I det følgende er det lagt til grund, at infrastrukturejeren ved prisfastsættelsen fordeler de faste og de variable omkostninger på

• en engangstilslutningsafgift
• en abonnementsafgift, samt
• en variabel forbrugsafhængig afgift.

Den anviste prisfastsættelsesmetode er så generel, at den også forudsættes at kunne anvendes i forhold til forsyningsmonopoler. Men omkostningsstrukturen i visse forsyningsmonopoler kan dog være så anderledes, at der bør anvendes andre prisfastsættelsesmetoder.

Engangstilslutningsafgiften må ikke overstige de faktiske tilslutningsomkostninger

Ønsker en ny virksomhed adgang til at benytte en infrastruktur, bør infrastrukturejeren have lov til at opkræve de omkostninger, som den nye virksomhed påfører infrastrukturvirksomheden ved at kræve adgang. Det svarer til et marginalomkostningsprincip. Dette prisfastsættelsesprincip er konkurrencelovens udgangspunkt, og fører normalt til en optimal anvendelse af ressourcerne.

Men marginalomkostningsprincippet sikrer i hovedreglen kun effektivitet, hvis der er ledig kapacitet på infrastrukturen eller hvis en udbygning af kapaciteten afføder meget begrænsede marginalomkostninger.

Omkostningerne ved tilslutning kan være sammensat af to dele. I tilfældet hvor der ikke kræves kapacitetsudvidelser, dækker de alene over de administrative og tekniske omkostninger til opkobling på infrastrukturen. Disse er i hovedreglen små. Hvis tilslutningen kræver en kapacitetsudvidelse, dækker de også over udgifterne til kapacitetsudvidelsen. Disse vil ofte være betydelige. Størstedelen af udgifterne til kapacitetsforøgelsen bliver i dette tilfælde aktiveret på infrastrukturvirksomhedens balance, da de er udtryk for, at infrastrukturen gennem udbygningen har fået en større værdi. Den del af udgifterne, som dækker over rene opkoblingsomkostninger, straksafskrives.

Hvis der er kapacitetsproblemer, og adgang til infrastrukturen kræver meget kostbare udbygninger af kapaciteten, leder marginalomkostningsprincippet for adgang ofte til en inoptimal lav anvendelse af infrastrukturen. Årsagen er, at den "uheldige" og tilfældige virksomhed, der rammer kapacitetsgrænsen, skal betale for en kapacitetsudvidelse, som ofte er meget dyr og langt større end denne virksomheds behov. Kapacitetsudvidelsen bliver derfor ikke foretaget. Heller ikke af andre virksomheder på det tilknyttede tjenestemarked, der senere måtte ønske at anvende infrastrukturen. På den måde begrænses udbuddet på det tilknyttede tjenestemarked. En sådan situation vil ofte være udtryk for en ineffektiv lav anvendelse af infrastrukturen. Generelt kan man sige, at infrastrukturen vil blive anvendt på et inoptimalt lavt niveau, hvis de nye virksomheder, der ønsker at benytte infrastrukturen, samlet set er villige til at betale for omkostningerne til udvidelsen, men ikke får mulighed for det, hvis betalingen ikke deles mellem dem.

Kræves der store og kostbare kapacitetsudvidelser, bør infrastrukturvirksomheden derfor ikke prisfastsætte adgangen efter et snævert marginalomkostningsprincip. I stedet bør infrastrukturen i rimeligt omfang have mulighed for at fordele disse omkostninger mellem en gruppe nye brugere og herefter kræve samme tilslutningsafgift af disse. Men infrastrukturen bør også have mulighed for, at lade nye brugere betale en engangstilslutningsafgift - der alene dækker de tekniske og administrative omkostninger i forbindelse med tilslutningen – kombineret med et specielt abonnement til dækning af den udvidede kapacitets faste omkostninger. De nye brugere skal i dette tilfælde både betale abonnement for deres belastning af den oprindelige og den nye infrastruktur, jf. afsnittet om abonnementet herunder.

Det er i overensstemmelse med EU praksis om tredje parts adgang, at infrastrukturvirksomheden - hvor der kræves store og kostbare kapacitetsudvidelser - ikke anvender et rent marginalomkostningsprincip for prisfastsættelsen af adgangen, men i stedet prisfastsætter adgangen efter de rene opkoblingsomkostninger, excl. udgifter til en eventuel kapacitetsudvidelse. Det følger af EU praksis om tredje parts adgang, at der bl.a. skal lægges vægt på, om det adgangssøgende selskab er villig til at betale en rimelig og ikke-diskriminerende pris samt accepterer alle ikke-diskriminerende adgangsbetingelser ¹⁴.

Det er oplagt, at det ikke er rimeligt, at en virksomhed – som ved et rent tilfælde udløser behovet for en kapacitetsudvidelse – skal betale for en kapacitetsudvidelse, der ligger langt over dens egen efterspørgsels behov. Mens andre virksomheder, der senere ønsker at anvende infrastrukturen, næsten gratis kan blive tilkoblet systemet.

Abonnementsafgiften bør fastsættes efter de enkelte virksomheders belastning af systemet

Infrastrukturvirksomheden må fastsætte et abonnement overfor virksomhederne, som anvender infrastrukturen. De samlede indtægter fra abonnementet bør ikke overstige infrastrukturens faste omkostninger tillagt en rimelig forrentning.

Virksomhederne, som anvender infrastrukturen, bør betale et abonnement, som står i forhold til deres belastning af systemet. Det gælder, uanset om virksomheden tidligere har benyttet infrastrukturen, eller om virksomheden er "førstegangs bruger". Alle tilkoblede virksomheder bør betale en andel. Men hvis der er tale om faste omkostninger, som direkte kan henføres til en kapacitetsudvidelse – og som nye brugere ikke i forvejen har betalt via tilslutningsafgiften – kan de kræves dækket af gruppen af virksomheder, der forårsagede udvidelsen. Disse "nye" tilkoblede virksomheder bør så betale et samlet abonnement, der dels er sammensat af afskrivningerne og forrentningen af den nye kapacitet, og dels deres andel af belastningen af den oprindelige infrastruktur.

I de tilfælde, hvor forbruget er udtryk for belastningen, kan det ikke anbefales at fordele de faste omkostninger ud fra det faktiske forbrug af systemet. Årsagen er, at der så vil opstå et inoptimalt lavt forbrug af infrastrukturens ydelser, idet alle virksomheder så ville have et incitament til at nedsætte deres anvendelse. Og det vil medføre en dårlig kapacitetsudnyttelse.

Den ideelle løsning kan derfor være, at lade abonnementet være proportionalt med en proxy ¹⁵. Det er vigtigt, at denne proxy er proportional med anvendelsen af systemet, og at virksomheden kun vanskeligt kan påvirke den. Et eksempel på en proxy for forbrug af systemet kunne være balancen eller antal ansatte i den del af virksomhederne, der anvender infrastrukturen. Denne fordeling af abonnementsbetalingen vil lede til, at virksomhederne dels betaler abonnement, der nogenlunde står i forhold til deres anvendelse af systemet. Og dels vil de tilkoblede virksomheder ikke tilskyndes til en inoptimal lav anvendelse.

I andre tilfælde er forbruget ikke udtryk for belastningen af systemet. Man kan forestille sig systemer, hvor belastningen af systemet er den samme uanset om en tilkoblet virksomhed anvender det én gang eller 1000. I dette tilfælde er det ikke rimeligt at fordele de faste omkostninger proportionalt med anvendelsen, da de tilkoblede virksomheder i dette tilfælde belaster systemet lige hårdt. Infrastrukturvirksomheden bør i dette tilfælde fordele de faste omkostninger lige mellem virksomhederne, som er tilkoblet systemet.

Den forbrugsafhængige afgift bør dække de variable omkostninger, som den enkelte virksomhed giver anledning til

De variable omkostninger ved en teknologisk infrastruktur er små. En del af de variable omkostninger kan direkte henføres til en given virksomheds anvendelse af infrastrukturen. Disse variable omkostninger bør dækkes fuldt ud af den pågældende "bruger" virksomhed i form af en forbrugsafgift. I tilfældet hvor en virksomhed på det tilknyttede tjenestemarked giver anledning til lavere variable enhedsomkostninger end andre virksomheder, bør denne virksomhed betale en lavere forbrugsafgift pr. enhed. En sådan prispolitik vil ikke være udtryk for ulovlig prisdiskriminering.

For så vidt angår den del af de variable omkostninger, der ikke direkte kan henføres til en given virksomhed, bør der også ske en fordeling til de enkelte virksomheder ved en forbrugsafgift, som er proportional med deres andel af det samlede forbrug.

Som udgangspunkt bør den forbrugsafhængige afgift ikke sættes højere end de variable omkostninger. Dermed skabes de bedste forudsætninger for konkurrence på vare/tjenestemarkederne, og der sikres mod en uhensigtsmæssig lav kapacitetsudnyttelse. Men der kan være tilfælde, hvor de variable omkostninger er tæt på nul, hvor det vil være lovligt og hensigtsmæssigt at tage en forbrugsafgift, der ligger over marginalomkostningerne. Det vil fx være tilfældet i et datasystem, hvor marginalomkostningerne er nul. Brugerne vil i den situation tilskyndes til et forbrug, der ligger væsentligt ud over deres behov, og dermed vil de kunne skabe skadelige kapacitetsproblemer for andre brugere af infrastrukturen.

4. Vurdering

Når der på et infrastrukturmarked eksisterer et teknologisk skabt first mover monopol med netværkseksternaliteter, er situationen kendetegnet ved, at virksomhederne på de tilknyttede tjenestemarkeder (downstream markeder) er nødt til at tilslutte sig infrastrukturen for at drive forretning.

Når en virksomhed gennem et first mover initiativ opretter en teknologisk infrastruktur med netværkseksternaliteter, giver det anledning til såvel effektivitetsfordele som –ulemper. Fordelene knytter sig til, at infrastrukturen tilgodeser en efterspørgsel, som ikke tidligere er blevet tilgodeset. Dermed skaber infrastrukturen et nyt marked og bidrager til samfundsmæssig effektivitet. Den større samfundsmæssige effektivitet opstår ved, at netværkseksternaliteterne enten giver større nytte for efterspørgerne af infrastrukturens ydelse, og/eller gør det muligt for de virksomheder, der producerer varer eller ydelser, der anvendes i tilknytning til infrastrukturen, at realisere stordriftsfordele.

Ulemperne ved et teknologisk first mover monopol knytter sig primært til, at det næsten er umuligt for en potentiel ny infrastruktur at komme ind på markedet. Mulighederne for innovation er derfor dårligere end på et konkurrencebaseret markedet. Samtidig vil monopolet alt andet lige kunne opretholde en større profit og en lavere effektivitet end en konkurrenceudsat virksomhed. Og dermed øges omkostningerne på følgemarkederne.

Prisfastsættelsen for adgang og anvendelse af infrastrukturen i et teknologisk first mover monopol er omfattet af konkurrenceloven. Konkurrencelovens hovedprincipper kan sammenfattes på følgende måde

• Priserne skal dække de nødvendige omkostninger ved rationel drift.
• Monopolets priser må ikke kunne sættes lavere, end at der gives dækning for alle omkostninger – såvel faste som variable - ved teknologisk og kommerciel hensigtsmæssig drift, samt en efter risikoforholdene rimelig avance.
• First mover monopolet må kun anvende ulige vilkår og priser for ydelser af samme værdi overfor kunder, hvis diskrimineringen skyldes omkostningsbesparelser, fx stordriftsfordele, eller hvis virksomhederne der diskrimineres overfor ikke optræder på samme marked.

Prisfastsættelsen for adgang og anvendelse af infrastrukturen har afgørende betydning for konkurrencesituationen og prisfastsættelsen på de tilknyttede tjenestemarkeder.

Udefra konkurrencelovens principper kan det udledes, at den øvre ramme for prisernes størrelse i et first mover monopol er, at de samlede prisindtægter ikke må overstige de nødvendige omkostninger – tillagt en rimelig forrentning - ved effektiv drift. Konkurrencerådet har på mødet den 26. august 1998 vedtaget nogle principper for, hvordan reguleringen af prisfastsættelsen for ydelser fra forsyningsmonopoler bør foregå, hvis den skal være i overensstemmelse med konkurrenceloven. Disse principper gælder også for teknologiske first mover monopoler. Men da teknologiske infrastrukturer adskiller sig en del fra forsyningsmonopoler i opbygning, vurderes det, at benchmarking som metode egner sig bedst til at vurdere effektiviteten i et teknologisk first mover monopol. Afhængig af forholdene i det konkrete tilfælde bør man enten gennemføre benchmarking i forhold til lignende virksomheder i andre lande og/eller andre brancher, eller benchmarking i forhold til "best practice".

Den konkrete prisfastsættelse for adgang/anvendelse af den teknologiske infrastruktur afhænger af, om der er tale om et fysisk eller ikke-fysisk forbundet netværk. Prisfastsættelsen for et ikke-fysisk forbundet netværk svarer til en normal situation, hvor en virksomhed på normal vis prissætter et produkt, som den afsætter på et marked. Denne situation er ikke behandlet i notatet.

Det særlige ved prisfastsættelsen i et fysisk forbundet netværk er, at de tilsluttede virksomheder (efterspørgerne) skal betale for at anvende infrastrukturen. Denne betaling vil i praksis være sammensat af flere forskellige priser. I notatet er der lagt til grund, at der opkræves betaling for adgang, abonnement og en forbrugsafhængig afgift. I praksis vil der kunne anvendes flere forskellige metoder til prisfastsættelse, som er i overensstemmelse med konkurrencelovens principper.

Ved tilslutning til et system er det normale konkurrenceretlige udgangspunkt, at engangstilslutningsafgiften bør dække marginalomkostningerne til opkoblingen. Men denne metode sikrer kun effektivitet, hvis der er ledig kapacitet, eller hvis en udbygning af kapaciteten afføder meget begrænsede omkostninger. I tilfældet hvor der skal foretages dyre kapacitetsudvidelser, kan der opnås større effektivitet, hvis infrastrukturen fordeler omkostningerne til kapacitetsudvidelsen mellem en gruppe nye brugere og herefter kræver samme tilslutningsafgift af disse.

Til dækning af de faste omkostninger og en rimelig forrentning kan infrastrukturvirksomheden opkræve et abonnement fra alle tilkoblede virksomheder. Størrelsen på abonnementet bør i det omfang det er praktisk muligt fastsættes efter de enkelte virksomheders belastning af systemet.

De variable omkostninger ved en teknologisk infrastruktur er små. Den del af de variable omkostninger som direkte kan henføres til en given virksomheds anvendelse af infrastrukturen, bør dækkes fuldt ud af den pågældende "bruger" virksomhed i form af en forbrugsafgift. Variable omkostninger der ikke direkte kan henføres til en bestemt virksomhed, bør fordeles ved en forbrugsafgift, som er proportional med den enkelte virksomheds andel af det samlede forbrug.

Hvis også forsyningsmonopoler prisfastsætter adgang og anvendelse af en infrastruktur efter den anviste metode, forudsættes det som udgangspunkt også at være i overensstemmelse med konkurrenceloven. Der kan dog være tilfælde, hvor et forsyningsmonopol har en så anderledes omkostningsstruktur, at der bør anvendes andre prisfastsættelsesmetoder.

---

1   Mere korrekt handler notatet om "teknologiske first mover monopoler med netværkseksternaliteter på et infrastrukturmarked". For nemheds skyld vil det blive benævnt "first mover monopoler". Et teknologisk first mover monopol på et infrastrukturmarked er kendetegnet ved, at en virksomhed som den første ("first mover") har oprettet en teknologisk infrastruktur, dvs. et datasystem, som virksomheder på tilknyttede vare- og tjenestemarkeder kan anvende. Når der er netværkseksternaliteter i en infrastruktur, betyder det, at værdien heraf stiger med antallet af brugere, der anvender den.
2   En proxy er en variabel, som skønnes at udvikle sig på samme måde, som en anden given variabel, fx forbruget.
3   Netværkseksternaliteter kan både opstå på et fysisk forbundet netværk som telefon-, jernbane-, vandforsynings- og energinettene. Men netværkseksternaliteter kan også opstå på områder, som ikke er fysisk forbundet, når blot downstream og upstream markederne er komplementære. For en beskrivelse af netværkseksternaliteter se Jean Tirole, "The Organization of Industrial Organization", MIT Press, 1993 og Journal of Economic perspectives, 8 (Spring 1984): "Symposium on Network Externalities".
4   I den engelsksprogede økonomiske litteratur benævnes denne form for netværkseksternaliteter Economies of Scope.
5   For yderligere information om DANPOT se http://www.danpot.dk/
6   Om PBS-virksomheden henvises til selskabets hjemmeside, http://www.pbs.dk/main.htm. For så vidt angår Betalingsservice, har PBS ikke et teknologisk baseret first mover monopol med netværkseksternaliteter.
7   I Erhvervsministerens lovforslag til ændring af Betalingskortloven er det intentionen, at der skaletableres konkurrence på betalingskortmarkedet.8   Se fx notatet "Prisfastsættelsesprincipper i forsyningsmonopoler", som Konkurrencerådet vedtog den 26. august 1998. I notatet foreligger der en udførlig beskrivelse af prisfastsættelsen i dominerende virksomheder i forhold til konkurrenceloven.
9   For en mere fyldestgørende analyse af hvornår der er tale om lovlig eller ulovlig prisdifferentiering, henvises der til Konkurrencestyrelsens rapport, "Redegørelse om prisdiskriminering", 13. november 1998.
10   På området for forsyningsmonopoler anbefaler Konkurrencerådet LRAC, benchmarking og dynamiske prisloftsmetoder til at regulere priserne, jf. "Prisfastsættelsesprincipper i forsyningsmonopoler", vedtaget af Konkurrencerådet den 26. august 1998.
11   En af forskellene mellem et klassisk naturligt monopol som jernbaneskinnenettet og et teknologisk first mover monopol med netværkseksternaliteter er, at de faste installationsomkostninger er markant større i det klassiske naturlige monopol.
12   De variable omkostninger dækker primært over omkostninger til el og administration for en given ydelse.
13   Derfor kan den såkaldte LRAC metode, som foreskriver at indtægterne fra priserne skal dække de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, heller ikke anbefales til at regulere indtægterne i en teknologisk infrastruktur.
14   Jf. Kommissionens meddelelser om anvendelse af konkurrencereglerne på aftaler om netadgang i telesektoren – Rammebestemmelser, relevante markeder og principper, EF Tidende 1997, C76/9 pkt. 75.
15   En proxy er en variabel, som skønnes at udvikle sig på samme måde, som en anden given variabel, fx forbruget.