Afgørelse

Nummer

Emner

  • § 15 - Afvisning

Faste bogpriser ved internethandel

Klage fra internetboghandelen Myboox.com LTD, over at Bogbranchens Fællesråd har tvunget en af Myboox' leverandører til at stoppe leverancerne, fordi Myboox har videresolgt bøger til det danske marked (reimport) til andre priser end den faste bogladepris afvist.

Rådsmødet den 25. august 1999
Konkurrencestyrelsen har afvist at gribe ind over for Bogbranchens Fællesråds håndhævelse af fastprisreglen inden for bogbranchens samhandelsregler, før Konkurrencerådet har taget stilling til de samlede samhandelsregler. Styrelsen har iværksat en undersøgelse af bogbranchens samhandelsregler, og denne forventes forelagt rådet inden udgangen af 1999.

Afgørelsen er foranlediget af en klage fra internetboghandelen Myboox.com LTD, der er hjemmehørende i England. Myboox har klaget over, at Bogbranchens Fællesråd har tvunget en af Myboox' leverandører til at stoppe leverancerne, fordi Myboox har videresolgt bøger til det danske marked (reimport) til andre priser end den faste bogladepris.

Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt bogbranchens dispensation til at håndhæve bindende videresalgspriser også omfatter reimport. Dispensationen blev vedtaget af Konkurrencerådet i 1990. Efter den nugældende konkurrencelovs § 27, stk. 2, 2. og 3. pkt. bevarer en dispensation efter den tidligere konkurrencelov sin gyldighed, indtil Konkurrencerådet måtte træffe afgørelse om at tilbagekalde godkendelsen. Rådets afgørelse herom skal træffes efter den tidligere konkurrencelovs regler.

I februar 1999 fortolkede Bogbranchens Fællesråd en bestemmelse omfattet af dispensationen, specielt med henblik på de nye muligheder for salg over Internettet. Bestemmelsen fastslår, at ingen forlægger eller boghandler må levere bøger til videreforhandling her i landet til andre end boghandlere. Bogbranchens Fællesråd fortolkede bestemmelsen derhen, at bestemmelsen ikke ses at være til hinder for levering til udenlandske boghandlere, der vil videresælge (reimportere) bøgerne på det danske marked, såfremt den faste bogladepris overholdes ved videresalget.

Styrelsen har overfor Myboox oplyst, at der ikke på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt grundlag til at tage stilling til Myboox anmodning om at pålægge Bogbranchens Fællesråd et midlertidigt leveringspålæg, bl.a. fordi der efter styrelsens foreløbige vurdering ikke synes at være tale om en tolkning, der er åbenbart i strid med bogbranchens dispensation fra 1990.

Internethandel med bøger var ukendt i 1990, og vurderingen af denne handelsform i forhold til fastprissystemet på bøger vil kræve en nærmere undersøgelse og drøftelse i Konkurrencerådet.

Styrelsen har overfor Myboox oplyst, at man er indstillet på at tage internetboghandlens vilkår op i den undersøgelse, der er iværksat, ligesom styrelsen indtil da vil følge internetboghandlens vilkår særligt nøje og evt. gribe ind, hvis der er forhold, der særligt begrunder dette, fx hvis enkelte selskaber bliver udsat for urimelig forskelsbehandling.