Vi oplever i øjeblikket fejl på hjemmesiden. Vi arbejder på højtryk for at løse det.

 

Afgørelse

Nummer
2:801-343/kl/Infrastruktur

Falck Securitas har ændret opsigelsesvilkår for vagtservice

Falck Securitas har indvilliget i at ændre selskabets opsigelsesvilkår for vagtservice for erhvervskunder. Ændringen indebærer en halvering af bindingsperioden ved opsigelse af abonnement.

Falck Securitas har efter et møde med Konkurrencestyrelsen indvilliget i at ændre selskabets opsigelsesvilkår for vagtservice for erhvervskunder. Ændringen indebærer en halvering af bindingsperioden ved opsigelse af abonnement.

Ændringen af vilkårene betyder konkret, at kontrakter med erhvervskunder fremover vil være uopsigelige i de første 6 måneder efter kontraktens indgåelse, hvorefter de kan opsiges med 3 måneders varsel fra ophørsdagen.

Ifølge de hidtil gældende abonnementsbetingelser der ophæves nu, er kontrakterne uopsigelige i de første 12 måneder, hvorefter de kan opsiges med 3 måneders varsel fra ophørsdagen. Såfremt kunden ikke opsiger abonnementet, løber det automatisk i endnu 12 måneder på tilsvarende opsigelsesvilkår og så fremdeles.

Styrelsen har behandlet en klage fra et konkurrerende vagtservicefirma, der især har peget på, at de lange bindingsperioder forhindrer selskabet i at overtage kunder fra Falck.

Falck Securitas er dominerende på markedet for vagtservice hvorfor styrelsen har skulle vurdere, om denne stilling misbruges.

Konkurrencestyrelsen finder, at det kortere opsigelsesvarsel der skal gælde fremover, vil øge konkurrencen på servicevagtmarkedet væsentligt, idet det vil blive nemmere at skifte fra Falck til konkurrerende selskaber. Styrelsen har på den baggrund tilkendegivet over for Falck, at de nye betingelser som sagen foreligger oplyst på indeværende tidspunkt, ikke udgør en adfærd som er i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11.

Konkurrencestyrelsens stillingtagen vedrører alene servicevagtområdet for erhvervskunder og ikke andre tjenester der udbydes af Falck.

Styrelsen har endvidere forbeholdt sig ret til på ethvert senere tidspunkt at tage spørgsmålet om rimeligheden af selskabets nye kontraktvilkår op til fornyet bedømmelse hvis forholdene ændrer sig eller, når der kommer nye klager.