Afgørelse

Nummer
2:801-480/Infra, hth

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Konkurrenceklausul i Scandlines aftaler med godsvognmænd

En klausul i Scandlines aftaler med tre godsvognmænd om, at "Scandlines' aftalte ydelse af rabatter er gældende for selskabet og øvrige selskaber, der indgår i samme koncern, og er fastsat under forudsætning af, at alle koncernens selskaber anvender Scandlines", udgør en konkurrencebegrænsning, omfattet af forbuddet mod aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Konkurrencestyrelsen har den 5. april 2000 meddelt Scandlines A/S at en klausul i Scandlines aftaler med tre godsvognmænd om, at "Scandlines' aftalte ydelse af rabatter er gældende for selskabet og øvrige selskaber, der indgår i samme koncern, og er fastsat under forudsætning af, at alle koncernens selskaber anvender Scandlines", udgør en konkurrencebegrænsning, omfattet af forbuddet mod aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Ved brev af 13. januar 2000 oplyste advokat Henrik Peytz på vegne af Easy-Line A/S, at selskabet havde fået kendskab til, at Scandlines havde ophævet en klausul indgået mellem Scandlines og nogle større godsvognmænd på Sjælland, som var af samme type, som fandtes i 19 aftaler med busvognmænd omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Ved brev af 15. februar 2000 til såvel Scandlines som til en række større godsvognmænd på Sjælland indhentede Konkurrencestyrelsen oplysninger om aftalerne mellem Scandlines og godsvognmændene på Sjælland vedrørende pris, rabat- og forretningsbetingelser for overførsel af lastbiler, trailere og lign. på Scandlines ruter på Østersøen for perioden efter 1. januar 1998.

Ved brev af 3. marts 2000 oplyste advokat Anders Torbøl på vegne af Scandlines, at selskabet efter en gennemgang af dets aftaler på fragtområdet den 19. oktober 1999 skriftligt havde bedt tre vognmandskunder HCS A/S Transport & Spedition, DFDS A/S og DSV Samson Transport A/S om at se bort fra enhver bestemmelse i aftalerne for 1999," som måtte kunne opfattes som en begrænsning i jeres frihed til at benytte anden færgetransport, uden at dette får nogen indvirkning på de aftalte priser og bonusordninger i øvrigt". Den bestemmelse, der henvises til er ovennævnte eksklusivitets bestemmelse om, at rabatgivning forudsætter, at kunderne benytter Scandlines.

Konkurrencestyrelsen undersøgelse blandt vognmændene på Sjælland har ikke afsløret, at Scandlines har indgået aftaler med andre vogn-mandskunder med et tilsvarende konkurrencebegrænsende indhold som for de nævnte 3.

Da Scandlines selv den 19. oktober 1999, allerede har ophævet de konkurrencebegrænsende bestemmelser som Konkurrencestyrelsen anser for omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk.1, er der ikke grundlag for påbud. Men Konkurrencestyrelsen forbeholder sig at vende tilbage til spørgsmålet om bøde, jf. konkurrencelovens § 23, stk. 1, for overtrædelse af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.