Afgørelse

Nummer
2:8032-730, do/industri

Markedsføringsaftale mellem CTC Glaslinjen og en række forsikringsselskaber meddelt ikke-indgrebserklæring

Anmeldelse af en markedsføringsaftale mellem CTC Glaslinjen og en række forsikringsselskaber godkendes.

Konkurrencestyrelsen har behandlet en anmeldelse af en markedsføringsaftale mellem CTC Glaslinjen og en række forsikringsselskaber. Formålet med aftalen er at gøre automobilforsikringsselskabernes kunder opmærksomme på, at rudereparation er et alternativ til udskiftning af autoglasruder. Ved at vælge reparationsmuligheden opnår forsikringsselskaberne en betydelig besparelse, og forsikringsselskaberne tilbyder derfor deres kunder en bonus, såfremt de vælger at gøre brug af reparationsmuligheden. Rudereparation vil ofte være mulig, når der er tale om mindre glasskader såsom stenslag o.lign.

Styrelsen har fundet, at aftalen kan meddeles en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9, da aftalen ikke efter de forhold, som styrelsen har kendskab til, falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Det er lagt til grund, at aftalen med forsikringsselskaberne udelukkende er en aftale om, at forsikringsselskaberne udsender CTC Glaslinjens markedsføringsmateriale i forbindelse med anmeldte glasskader. Aftalen er ikke eksklusiv, og forsikringsselskaberne udsender således markedsføringsmateriale fra andre autoglasselskaber i forbindelse med anmeldte glasskader.