Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-126/pr/Fødevarer og Finans
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Administrationsaftale mellem Gramex og Danmarks Radio
Gramex fik meddelt, at deres aftale med Danmarks Radio vedrørende DR's udsendelse af beskyttede værker ikke var omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Der kunne derfor meddeles en erklæring om ikke-indgreb.
Rådsmødet den 29. august 2001
Konkurrencestyrelsen har meddelt Gramex, at organisationens administrationsaftale med Danmarks Radio (DR) vedrørende DR’s udsendelse af beskyttede værker ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6. Der kan derfor meddeles en erklæring efter konkurrencelovens § 9.
Gramex er en organisation, der forvalter retten til vederlag for sekundær brug af fonogrammer på vegne af udøvende kunstnere og fonogramproducenter, jf. tvangslicensen i ophavsretslovens § 68. Gramex er godkendt af Kulturministeriet.
I henhold til ophavsretslovens § 65, stk. 2, skal den udøvende kunstner give samtykke til offentlig fremførelse af et værk, der er optaget på bånd, film eller anden indretning. I henhold til ophavsretslovens § 66, stk. 1, kræver offentlig fremførelse af lydoptagelser også fremstillerens samtykke. Men i henhold til ophavsretslovens § 68, stk. 1, må udgivne lydoptagelser anvendes til radio- og fjernsynsudsendelser (tvangslicens). De udøvende kunstnere og fremstillerne har krav på vederlag for denne sekundære brug ( ophavsretslovens § 68, stk. 2). Dette vederlag kan kun gøres gældende gennem Gramex.
Konkurrencestyrelsen har lagt til grund, at det relevante marked afgrænses til forvaltning af udøvende kunstneres og fonogramproducenters rettigheder til lydoptagelser, der anvendes til radio- og fjernsynsudsendelser i Danmark. På dette marked har Gramex et absolut monopol.
Den anmeldte aftale vedrører administrationen af DR’s betaling for udsendelse af udgivne fonogrammer. DR har pligt til at foretage en løbende rapportering over brugen af udsendte værker til Gramex. Gramex har mulighed for mod betaling at foretage opslag i DR’s programrapporteringssystem. Aftalen indeholder ikke priser, idet vederlagets størrelse samt reguleringen af vederlaget er fastsat af Tvangslicensnævnet (nu Ophavsretslicensnævnet).
Efter en samlet vurdering finder Konkurrencestyrelsen ikke, at den anmeldte administrationsaftale indeholder konkurrencebegrænsninger. Aftalen har alene til formål at sikre en rapportering fra DR til Gramex, som sætter Gramex i stand til dels at beregne, hvor meget DR skal betale til Gramex, dels hvorledes de indkomne midler skal fordeles mellem udøvende kunstnere og fremstillere.
Konkurrencestyrelsen kan derfor i henhold til konkurrencelovens § 9 erklære, at den anmeldte aftale ikke efter de forhold, som Konkurrencestyrelsen har kendskab til, falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.