Afgørelse

Nummer
3:1120-0388- 252 /infrastruktur/kl

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Fritagelse for anmeldt samhandelsaftale mellem og Cerealia Danmark og FDB's bageriafdeling

Samhandelsaftale mellem Cerealia og FDB om levering af mel til bageriafdelinger kunne fritages for forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Rådsmødet den 30. maj 2001

Konkurrencestyrelsen har vurderet en samhandelsaftale mellem Cerealia og FDB om levering af mel til bageriafdelinger i FDB’s supermarkeder. Parterne har i anmeldelsen ansøgt om ikke indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9, subsidiært fritagelse efter lovens § 8, stk. 1. Aftalen er anmeldt før den 1. juli 1998 og er derfor omfattet af overgangsbestemmelsen i konkurrencelovens § 27, stk. 4.

Der er tale om en eksklusiv købsaftale, hvor køber (FDB’s bageriafdeling) er forpligtet til at foretage alle indkøb hos sælger (Cerealia).

Konkurrencestyrelsen har meddelt parterne, at aftalen er fritaget fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. § 10. Aftalen var allerede i kraft den 31. maj 2000 og er derfor frem til 31. december 2001 omfattet af EU gruppefritagelsen om eksklusive købsaftaler jf. erhvervsministerens bekendtgørelse nr. 1002 af 16. december 1997.

Ifølge bekendtgørelse nr. 1002, art. 1, er det i en aftale med kun to deltagere lovligt at pålægge køber udelukkende at købe varer hos sælger. Samhandelsaftalen indeholder i øvrigt ikke forbudte bestemmelser, der er nævnt i bekendtgørelsens art. 2.

Gruppefritagelsen om eksklusive købsaftaler udløber definitivt den 31. december 2001. Konkurrencestyrelsen har ikke foretaget en konkurrenceretlig bedømmelse af samarbejdsaftalen efter dette tidspunkt, da den anmeldte aftale udløber allerede den 30. september 2001.

Styrelsen har meddelt parterne, at samhandelsaftalen – såfremt den forlænges – ikke vil være omfattet af den ny gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis i bekendtgørelse nr. 353 af 15. maj 2000, fordi Cerealia har en markedsandel på over 30 pct.

Cerealia Danmark (tidligere HavneMøllerne) og FDB er begge betydende aktører i bageribranchen. Samhandelsforholdet mellem parterne har ligget fast i mange år. Cerealia er ifølge aftalen eneleverandør af de mel- og kornprodukter fra selskabets sortiment til detailbagerier i de tre FDB-kæder, OBS!, Kvickly og SuperBrugsen. Der fastsættes afregningspriser for de leverede produkter for ét år af gangen.

Parterne har oplyst, at en eventuel videreførelse af aftalen skal ses i lyset af den nye situation, der er opstået i forbindelse med FDB’s salg af De Danske Brødfabrikker til Schulstad i 2000. Schulstad er Cerealia’s største konkurrent på markedet for industrielt fremstillet brød.

Parterne har samtidig anmeldt to andre aftaler. En samhandelsaftale om levering af mel og melprodukter til De Danske Brødfabrikker (j. nr. 3:1120-0388-252) og en forpagtningsaftale vedrørende Cerealias betaling for produktion på Odense Mølle, der ejes af FDB (j. nr. 3:1120-0388-253). De anmeldte aftaler er vurderet i særkilte afgørelser.