Afgørelse

Nummer
3:1120-0388-254/bjs/Fødevarer og Finans

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering
  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Ikke-indgrebserklæring over for tilslutningsaftale for SET for udstedere af MasterCard

Tilslutningsaftale for SET for udsteder af MasterCard indeholdte ikke bestemmelser i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Der kunne derfor meddeles ikke-indgrebserklæring.

Rådsmødet den 29. august 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt PBS Holding A/S, at Tilslutningsaftale for SET for udstedere af MasterCard ikke, efter de forhold styrelsen har kendskab til, indeholder bestemmelser, der falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor kan meddeles en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.

Tilslutningsaftalen tilbydes virksomheder, der ønsker at udstede MasterCard i Danmark og som ønsker at kunne tilbyder kunderne SET-certifikater i forbindelse med at MasterCard benyttes som betaling på Internettet. SET (Secure Electronic Transaction) er et sikkerhedssystem for handel på Internettet. SET bekræfter, at alle parter i en handel er dem, de udgiver sig for. SET sikrer endvidere anonymitet for kundens betalingsoplysninger i forhold til forretning.

Tilslutningsaftalen fastlægger tekniske krav til datacentraler samt bestemmmelser om certifikatudstedelse, spærring og disponering over rettigheder mv. Aftalen indeholder et forbud mod eksport af SET-software. Dette er en følge af myndighedskrav, da der er tale om krypteringsteknologi. Kravet kan dermed ikke anses for omfattet af konkurrencelovens kapitel 2, jf. kl. § 2, stk. 2.

Aftalen indeholder desuden et krav om, at kortudsteder skal anvende en datacentral, der har indgået aftale med PBS om tilslutning til SET, og kortudsteder må kun bruge navnet SET efter aftale med PBS, når der er tale om brug i forbindelse med registrering af kortudsteders hjemmeside (domænenavn) mv.

Disse krav ses ikke at medføre nogen konkurrencebegrænsning omfattet af kl. § 6, stk. 1. Ligeledes er der efter de oplysninger, som styrelsen har kendskab til ikke grundlag for at antage, at de øvrige krav i aftalen indebærer nogen begrænsning af konkurrencen

Det er derfor styrelsens vurdering, at aftalen ikke indeholder bestemmelser, som falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4.