Afgørelse

Nummer
3:1120-0301-0191/Infrastruktur/tph

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Forlængelse af fritagelse for masteaftaler

Brancheaftale i Telekommunikationsindustrien var omfattet af en individuel fritagelse, da mastepositioner var en knap resurse, og at samarbejdet herom kunne være konkurrencefremmende.

Rådsmødet den 28. august 2002

Konkurrencestyrelsen har den 16. august 2002 meddelt fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, jf. stk. 3, for en periode på 5 år til en brancheaftale i Telekommunikationsindustrien om fælles udnyttelse af master og andre antennepositioner.

Aftalen blev første gang fritaget for en periode på 3 regnet fra den 15. januar 1998, jf. rådets afgørelse på mødet den 24. marts 1999.

Aftalen indeholder standarder for priskalkuler for leje af mastepositioner, der indirekte har til følge, at der kan ske en priskoordinering omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 2, nr. 1.

Aftalerne indeholder endvidere en ændring i forhold til de tidligere anmeldte. I disse gjaldt et opsigelsesvarsel på 5 år for både lejer og udlejer. Opsigelsesvarslet er i de nye aftaler sat op til 10 år for udlejer, hvilket kan udgøre en konkurrencebegrænsning omfattet af § 6.

Telekommunikationsindustrien har anført, at dette er nødvendigt for at lejere af mastepositioner har en vis garanti for at kunne sende signaler til brug for mobiltelefoni i en længere periode.

Konkurrencestyrelsen har samlet fundet, at aftalekomplekset opfylder betingelserne for at opnå fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på at mastepositioner er en knap resurse og at samarbejde herom kan være konkurrencefremmende. Endvidere er det styrelsens opfattelse, at aftalen, i den periode den har været i kraft, har medvirket til en hensigtsmæssig udnyttelse og deling af mastepositioner.