Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-0467/Fødevarer og Finans/pr

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Priser og opgraderingsbetingelser for AutoCad

Klage fra arkitektfirma i forhold til AutoCad blev afvist. Der var ikke tale om misbrug af dominerende stilling i forbindelse med, at selskabet ophørte med at tilbyde opgradering af software. Herudover var der ikke tale om en konkurrencebegrænsende aftale, da forhandlerne var frit stillede i forhold til fastsættelse af pris.

Rådsmødet den 28. august 2002

Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. afvist en klage fra et arkitektfirma, der fandt, at opgraderingsbetingelserne og priser for AutoCad kunne være i strid med konkurrencelovens forbudsregler.

AutoCad er et softwareprodukt, som benyttes af bl.a. arkitekt- og ingeniørfirmaer til udarbejdelse af tekniske tegninger. Produktet udvikles og forhandles af Autodesk, der er en verdensomspændende virksomhed.

Autodesk meddelte på et tidspunkt i foråret 2001 sine kunder, at efter 16. januar 2002 ville der ikke længere være mulighed for at opgradere AutoCad 14 til en nyere version af AutoCad. Man fortaber således retten til at opdatere og henvises til at købe en helt ny version af AutoCad. Prisen for en opgradering ligger på omkring 8.000 kr. pr. bruger, medens prisen for en ny version ligger på ca. 40.000 kr. Dette fik et arkitektfirma til at rette henvendelse til Konkurrencestyrelsen.

Senere i forløbet erfarede dette firma, at der for opgraderinger hos flere forskellige forhandlere var et sammenfald i pris. Arkitektfirmaet bad også Konkurrencestyrelsen vurdere, om dette forhold kunne være i strid med konkurrencelovens forbudsregler.

Over for Konkurrencestyrelsen har Autodesk forklaret, at det er fast praksis på et givent tidspunkt at ophøre med salget af opgraderinger. Dette hænger sammen med, at Autodesk ikke vil forsinke udviklingen og udbudet af nye og forbedrede produkter ved fx at lade højt uddannet personale fortsætte med salg og support af en forældet teknologi.

Mere konkret er det gået næsten 5 år siden AutoCad 14 blev sendt på markedet og Autodesk har siden da udvidet sin produktlinie ved at udsende 3 nye versioner af AutoCad. Endelig er der intet, der forhindrer en AutoCad 14 bruger (i hvert fald i nogen tid) i at kommunikere med fx en AutoCad 2002 bruger.

Mere overordnet finder Konkurrencestyrelsen ikke, at det kan anses for misbrug (af en dominerende stilling), at en virksomhed ophører med at tilbyde opgraderinger af software på et givent tidspunkt og efter et evt. varsel, idet det er omkostningskrævende at kunne tilbyde disse opgraderinger, samtidig med at efterspørgslen falder.

Helt konkret vurderede styrelsen, at den periode, som Autodesk har valgt at tilbyde opgraderinger i (AutoCad 14 blev introduceret i sommeren 1997, og det har været muligt at opdatere til seneste version af AutoCad frem til januar 2002) ikke er så kort, at dette kan udgøre en overtrædelse af konkurrencelovens forbudsbestemmelser. Ligeledes har det været afgørende for styrelsens vurdering af sagen, at tilbuddet om at opgradere ældre versioner af software fordrer, at både producent, grossist og forhandler påtager sig omkostninger til at lagerføre opgraderingspakkerne samtidig med, at forhandlerne må afse ressourcer til stadig at kunne yde support til disse opgraderinger.

Endelig er der på helt kort sigt ingen ulemper for brugerne. På lidt længere sigt skal de eventuelt investere i en ny version, som efter det oplyste koster 40.000 kr. Dette skal imidlertid sammenholdes med, at køber har opnået besparelser ved ikke at opgradere undervejs.

Mht. priser har Autodesk udgivet en liste med anbefalede priser for hele EØS, men det fremgår af aftalerne mellem Autodesk og forhandlerne, at forhandlerne er frit stillede mht. fastsættelse af priser. Der er ikke noget, der tyder på en samordning af forhandlernes priser, og efter styrelsens oplysninger fraviges prislisternes priser konkret fx gennem rabatordninger.

Af disse grunde har Konkurrencestyrelsen i medfør af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt. afvist at foretage yderligere i anledning af den indkomne klage.