Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-299/Fødevarer & Finans/che

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Prisfastsættelse af teaterbilletter ikke omfattet af konkurrenceloven

BørneTeaterSammenslutningens prisnøgle og Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskabs vilkår var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. BørneTeaterSammenslutningen faldt uden for, da medlemmernes samlede omsætning var under 150 mio. kr. DST faldt uden for, da vilkårene var en direkte og nødvendig følge af offentlig regulering.

Rådsmødet den 30. januar 2002

Konkurrencestyrelsen har ved afgørelse af 20. november og 12. december 2001 meddelt henholdsvis BørneTeaterSammenslutningen og Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST),

  • at BørneTeaterSammenslutningens prisnøgle, der fastsætter en minimumspris pr. forestilling (kun turnerende) og ikke tillader ydelse af rabatter, ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6, og

  • at DST’s fastsættelse af vilkår om minimumsbilletpriser samt begrænsninger for ydelse af rabatter for forestillinger, der optages i den storkøbenhavnske teaterabonnementsordning ("Arte-ordningen"), ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6.

For så vidt angår BørneTeaterSammenslutningen, der består af 56 børneteatre, falder prisnøglen uden for § 6, idet medlemmernes samlede omsætning er under 150 mio. kr., jf. § 7, stk. 1, nr. 2.

DST’s fastsættelse af minimumsbilletpriser og rabatter for forestillinger, der optages i abonnementsordningen, falder uden for § 6, idet fastsættelsen af vilkårene ifølge Kulturministeriet er en direkte følge af regelsættet for den landsdækkende abonnementsordning, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2.