Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-0391/Service/psoe
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Sækko A/S har ikke overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling
Styrelsen fandt, at Sækko A/S ikke havde gjort sig skyldig i misbrug af dominerende stilling, da klager ikke havde en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at få leveret de omhandlende inkontinensprodukter.
Rådsmødet den 27. november 2002
Styrelsen har afgjort en klage over, at Sækko A/S har nægtet at levere inkontinensprodukter. Styrelsen har ikke fundet, at Sækko A/S i den foreliggende sag har gjort sig skyldig i misbrug af dominerende markedsstilling.
Styrelsen har fundet, at Sækko A/S indtager en dominerende stilling på markedet for absorberende inkontinensprodukter.
Styrelsen har derimod ikke fundet, at klager har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at få levering af de omhandlede inkontinensprodukter. Styrelsen har bl.a. lagt til grund, at klagers omsætning med Sækko A/S forud for leveringsnægtelsen kun udgjorde et meget lille beløb, ligesom det er lykkedes for klager at kunne opnå forhandling af substiturerbare produkter fra en alternativ producent.
Hertil kommer, at styrelsen har fundet, at Sækko A/S har givet en tilstrækkelig objektiv, saglig og rimelig begrundelse for leveringsnægtelsen. Klager videresælger inkontinensprodukter, men Sækko handler næsten udelukkende direkte med offentlige institutioner og private personer, der under servicelovens § 97 får bevilget og betalt inkontinensprodukter af kommunen. Selskabet har opbygget en betydelig know-how omkring udredning og tildeling af det rigtige produkt til den enkelte klient, herunder har selskabet ansat inkontinenssygeplejersker samt oplært adskillige interne medarbejdere, der har særlig viden om inkontinens.