Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-0443/skn/SEK
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Franchiseaftaler om salg af mundgodt
Klage vedrørende Mund-Godten A/S leasingsaftale gav ikke anledning til at igangsætte en nærmere undersøgelse. Hermed blev klagen afvist.
Konkurrencestyrelsen modtog i foråret 2003 en klage over Mund-Godten A/S, der på franchisebasis tilbyder et koncept til afsætning af slik, snacks, fastfood, bagværk samt kolde og varme drikke.
Klagen drejede sig om franchiseaftalernes opsigelsesperiode (op til 9 måneder), franchiseaftalernes konkurrenceklausuls løbetid (12 måneder) samt visse leasingkontrakters løbetid (op til 60 måneder) og deres binding til franchiseaftalerne.
Konkurrencestyrelsen fandt, at det relevante marked var grossistmarkedet (salg fra grossist til detailhandlende) for slik, snacks, fastfood, bagværk samt varme og kolde drikke i Danmark. Mund-Godten A/S indtog ikke en dominerende stilling på dette marked, jf. lovens § 11, stk. 1.
Franchiseaftalerne indeholdt ikke bestemmelser om fastsættelse af priser, jf. § 7, stk. 2, nr. 1, koordinering af tilbud, jf. § 7, stk. 2, nr. 2, eller indgik i et parallelt netværk af lignende aftaler, som sammen begrænsede konkurrencen på det relevante marked, jf. § 7, stk. 3. Da Mund-Godten A/S og de deltagende virksomheder (alle franchisetagerne) på baggrund af Konkurrencestyrelsens egne undersøgelser ikke antoges at have en samlet årlig omsætning på 150 mio. kr. eller derover, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, fandt forbuddet i § 6, stk. 1, ikke anvendelse, hvorfor styrelsen ikke gik ind i en nærmere vurdering af franchiseaftalerne, herunder deres konkurrenceklausul.
Leasingaftalerne var indgået mellem franchisetagerne og et leasingselskab. Vilkårene, herunder aftalernes løbetid, var således et forhandlingsspørgsmål mellem franchisetagerne og leasingvirksomheden. Konkurrencestyrelsens undersøgelse viste, at franchisetagerne stod frit med hensyn til valg af finansieringsform af det nødvendige salgsudstyr. Det var derfor styrelsens umiddelbare vurdering, at leasingaftalerne i den konkrete sag ikke i sig selv havde en sådan indvirkning på konkurrencen på det relevante marked, at styrelsen fandt grundlag for at igangsætte en nærmere undersøgelse af forholdene omkring aftalerne. Styrelsen afviste derfor denne del af klagen, jf. § 14, stk. 1, 3. pkt.
Konkurrencestyrelsen kunne dermed ikke give klager medhold i nogen af klagepunkterne.
Klagen drejede sig om franchiseaftalernes opsigelsesperiode (op til 9 måneder), franchiseaftalernes konkurrenceklausuls løbetid (12 måneder) samt visse leasingkontrakters løbetid (op til 60 måneder) og deres binding til franchiseaftalerne.
Konkurrencestyrelsen fandt, at det relevante marked var grossistmarkedet (salg fra grossist til detailhandlende) for slik, snacks, fastfood, bagværk samt varme og kolde drikke i Danmark. Mund-Godten A/S indtog ikke en dominerende stilling på dette marked, jf. lovens § 11, stk. 1.
Franchiseaftalerne indeholdt ikke bestemmelser om fastsættelse af priser, jf. § 7, stk. 2, nr. 1, koordinering af tilbud, jf. § 7, stk. 2, nr. 2, eller indgik i et parallelt netværk af lignende aftaler, som sammen begrænsede konkurrencen på det relevante marked, jf. § 7, stk. 3. Da Mund-Godten A/S og de deltagende virksomheder (alle franchisetagerne) på baggrund af Konkurrencestyrelsens egne undersøgelser ikke antoges at have en samlet årlig omsætning på 150 mio. kr. eller derover, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, fandt forbuddet i § 6, stk. 1, ikke anvendelse, hvorfor styrelsen ikke gik ind i en nærmere vurdering af franchiseaftalerne, herunder deres konkurrenceklausul.
Leasingaftalerne var indgået mellem franchisetagerne og et leasingselskab. Vilkårene, herunder aftalernes løbetid, var således et forhandlingsspørgsmål mellem franchisetagerne og leasingvirksomheden. Konkurrencestyrelsens undersøgelse viste, at franchisetagerne stod frit med hensyn til valg af finansieringsform af det nødvendige salgsudstyr. Det var derfor styrelsens umiddelbare vurdering, at leasingaftalerne i den konkrete sag ikke i sig selv havde en sådan indvirkning på konkurrencen på det relevante marked, at styrelsen fandt grundlag for at igangsætte en nærmere undersøgelse af forholdene omkring aftalerne. Styrelsen afviste derfor denne del af klagen, jf. § 14, stk. 1, 3. pkt.
Konkurrencestyrelsen kunne dermed ikke give klager medhold i nogen af klagepunkterne.