Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0773/Medier, byggeri og auto/CGA

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Sikkerhedsstillelse ved fakturering gennem indkøbsforening

Krav om sikkerhedsstillelse som forudsætning for køb ved fakturering gennem indkøbsforeningen var ikke i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, da ledelsen var villig til på ethvert tidspunkt at revurdere et krav om sikkerhedsstillelse.

Styrelsen har behandlet en klage fra et medlem af en indkøbsforening over, at et krav om sikkerhedsstillelse som forudsætning for køb ved fakturering gennem foreningen skulle være urimeligt og i strid med konkurrenceloven.

I henhold til indkøbsforeningens vedtægter kan ledelsen kræve sikkerhedsstillelse, hvis dette skønnes nødvendigt. Indkøbsforeningen er organiseret som et andelsselskab. Andelsselskabets regler for kreditgodkendelse tager udgangspunkt i den enkelte andelshavers soliditet og likviditet, men inddrager også andre forhold herunder også relevante økonomiske forhold i den koncern, hvori en andelshaver indgår.

Andelsselskabets debitorstyringsregler indeholder en bestemmelse om, at en andelshaver skal stille fuld sikkerhed, hvis andelshaveren har underskud i to på hinanden følgende regnskabsår, og soliditetsgraden er under et givet niveau. Det fremgår endvidere af debitorstyringsreglerne, at såfremt en andelshaver tilhører en koncern, kan ledelsen på et sagligt grundlag inddrage forhold vedrørende koncernens samlede soliditet i kreditvurderingen. Det kan være relevant som følge af koncerninterne mellemværender.

Det er styrelsens opfattelse, at det som udgangspunkt må være op til indkøbsforeningen., blandt andet ud fra størrelsen af andelsselskabets egenkapital og ud fra risikoen for tab, at fastlægge, hvornår man vil kræve sikkerhed stillet. Niveauet fastlægges i sidste ende af foreningens kompetente organer og kan underkastes en almindelig diskussion og afgørelse der.

Det er imidlertid en forudsætning, at indkøbsforeningen behandler sine kunder lige, og at krav om sikkerhedsstillelse skal være objektive, saglige og ikke-diskriminerende.

Af sagen fremgår også, at den måde, hvorpå indkøbsforeningen har anvendt sine regler om sikkerhedsstillelse i den konkrete sag, indeholder et betydeligt element af skøn. Det fremgår imidlertid også, at ledelsen i indkøbsforeningen er villig til på ethvert tidspunkt at revurdere et krav om sikkerhedsstillelse, når der foreligger nye oplysninger, der kan have betydning for kreditvurderingen. Desuden er det oplyst, at der foregår en samhandel på grundlag af en aftale, der er indgået mellem parterne, om end på et lavere omsætningsniveau end ønsket af klager.

På det foreliggende grundlag har styrelsen ikke fundet, at indkøbsforeningens krav om sikkerhedsstillelse udgør en overtrædelse af konkurrencelovens bestemmelser om misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11 stk. 1.